Sider

onsdag den 24. juli 2013

Morgenmad = lækkerhed

Dette projekt har lært mig ganske mange ting om mig selv og betydningen af den kost jeg indtager. En af de ting, jeg har fået ud af at kaste mig ud i at leve sundt, eller måske rettere sagt forsøge på det, er at nyde morgenmaden. I mit univers var morgenmaden noget, der bare skulle overstås. Det skulle være hurtigt at forberede og hurtigt at spise. De senere år nedprioriterede jeg morgenmaden, hvis jeg havde travlt, eller også nøjedes jeg med at spise et stykke frugt. Sådan foregår det ikke længere. Jeg har fået øjnene op for, at en ordentlig morgenmad mætter længe - også langt hen på eftermiddagen. Jeg er mindre tilbøjelig til at småsnacke i løbet af dagen, hvis min morgenmad har været god og velsmagende.

Jeg er virkelig også begyndt at nyde at spise morgenmaden, hvor det i starten bare var en sur pligt. Især er æg højt på listen over morgenmadsmuligheder. Det er fordi, æg kan varieres, så det ikke bliver kedeligt. Min ægmorgenmad kan være spejlæg med diverse krydderier, omelet med ost eller grøntsager, blødkogt æg eller røræg med forskellige krydderier. Jeg synes også, at det et lettere at få grøntsager indenbords, når jeg spiser æg, fordi tomat, agurk og peberfrugt går til næsten alle æggetyper.

I dag bestod min morgenmad af en champignonomelet. Den mættede virkelig godt, og jeg forestiller mig, at jeg kun får brug for et let mellemmåltid før frokost. 

Min omelet var MUFA-venlig. Den bestod af 2 æg, en spsk. mælk, en spsk. olivenolie og 100 g. champignon. Som det kan ses på billedet, spiste jeg 100 g. agurk til som tilbehør.

Champignonomelet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar