Nu sidder jeg her og tænker lidt over hvorfor i alverden det
hele skal være så svært! HVORFOR KALDER CHIPSENE PÅ MIG NÅR JEG GÅR IGENNEM ET
SUPERMARKED?! Er der ikke nogle der gider proppe en sok i munden på dem, så jeg
kan gå i fred – føle mig sej. Ærligt, jeg har rygrad som en regnorm når det
gælder søde og salte sager. Især når jeg er træt. Og så er vi inde i den onde cirkel. Usund
mad = mangel på energi = dovenskab = ingen motion = endnu mere træthed = sygdom
= total mangel på overskud = mere sukker = pizza.
Ja – det er lige præcis den sammenhæng der er. Det synes jeg
godt, de kunne have undervist mig i, da jeg havde samfundsøkonomi på CBS. Hallo,
det er jo næsten det samme som de samfundsøkonomiske sammenhænge…
Nå, men jeg er i listehumør. Derfor har jeg besluttet mig
for at overskueliggøre mine problemer. Måske regeringen, EU eller FN vil hjælpe
mig med at gøre det hele lettere.
Dårlige vaner:
Svaghed for lakrids – og andre søde sager
En franskbrødsmad med smør og pålægschokolade gør stor lykke
Hader at motionere for motionens skyld
En god pizza fra Esperia
Dårlig til at få spist morgenmad
Tendens til overspisning
Drikker ikke nok vand i løbet af en dag
Okay . Så langt så godt. Hvis jeg ikke skal blive helt
deprimeret bliver jeg nødt til at være en smule positiv også.
Gode vaner:
Er generelt glad for frugt og grønt
Kan godt lide at gå ture – så længe det ikke tisser ned
Er stædig når jeg skal være det
Plan:
Spise sundere og mere varieret
Skære ned på slikket
Spise mindre portioner i et langsommere tempo
Dyrke motion – evt. i form af gåture
Benhårde facts:
Startvægt: 73,2 kg.
BMI: 24,7
Og med AL det hårde arbejde jeg har foran mig, er det altså
givet at mine 73 kg ender på 68 kg i stedet (til de nysgerrige er det et BMI på
23,1). Yessir. Jeg er i gang!