Sider

søndag den 29. december 2013

Mester i overspringshandlinger

Jeg indrømmer det gerne: Jeg er ekspert i overspringshandlinger.

Når jeg skal gøre rent, er det pludselig sjovere at købe ind, lave madplaner eller dovne med en god bog. Når jeg skal læse til eksamen er rengøring og oprydning straks markant mere underholdende... og jeg kunne blive ved. I dag er min overspringshandling at skrive dette blogindlæg. Men jeg vil gerne indrømme, at det ikke er det smarteste at gøre. På den anden side. Er alligevel på dumpe-kurs i det fag. JEG FATTER HAT OG BRILLER, FOR FA'EN. Min HD-uddannelse hænger mig lige pt. langt ud af halsen. Gider ikke, orker ikke. Slet ikke når jeg ikke forstår noget som helst. Frustrerende.

Lige om lidt går jeg dog i gang med et nyt fag. Efter sigende skulle det være endnu mere kompliceret end det, jeg har gang i lige nu. Tis og bæ. Men jeg har en plan. En god en af slagsene håber jeg. Hver anden lørdag skal jeg på læsesal. Og det er sammen med min pligtopfyldende kæreste - ergo er jeg garanteret at komme afsted. Smart, ikke?

Det der med læsesale er ikke noget jeg har prøvet før. Min kæreste er dog blevet stor fan af dem, efter at han er startet på studie her i efteråret. Og eftersom jeg er ekspert i de ovennævnte overspringshandlinger, og dermed altid finder på noget "sjovere" at lave end det jeg burde, virker det som en god idé at være fanget på et sted med en stemning af terperi. Yessir, det kan ikke gå galt. Håber jeg.

Nu vil jeg vende snuden tilbage i bøgerne. 

Ja, det er de her (spændende ser de ud, right?)


lørdag den 28. december 2013

Nu med en fancypancy lejlighed

Om en lille måneds tid er det tre år siden, jeg flyttede ind i min nuværende lejlighed. Jeg elsker at bo her. Her er lyst og hyggeligt. Og selv om der altid er de der småting, man godt liiiige kunne gøre noget ved, synes jeg nu også, at noget af det hyggelige er, at lejligheden på ingen måde er gennemrenoveret. Et forholdsvist nyt køkken og pæne gulve. Men ellers kan man godt se, at der er andre end mig, der har boet her. Og det var nok også i høj grad det, jeg kiggede efter da jeg som 18-årig turnerede rundt og kiggede på den ene lejlighed efter den anden. Jeg så mange lejligheder - rigtigt mange, men ingen af dem var the one. Og pludselig dukkede denne lejlighed så op. Brugte lige præcis 3 minutter, så vidste jeg, at jeg havde fundet stedet. Men tilbage til det med at gøre noget ved tingene. Jeg har haft meget svært ved at beslutte mig for, hvad der skulle op på væggene, og af den grund har jeg ikke hængt noget op. Før nu. I går kom farmand aka min personlige handyman nemlig forbi og hængte ting op: 3 malerier, hvoraf et er lavet af min veninde, et af min lillebror dengang han stadig var lille og et lavet af mig selv, et spejl og nogle hylder. Det er bare blevet så fint - jeg er en glad en! Nu mangler jeg bare at fylde noget på hylderne. Der kommer i hvert fald et bonsaitræ op, men derudover må tiden vise hvad der kommer til at ske på den front.





torsdag den 26. december 2013

Kesoplätter ala juletid (= hytteostpandepandekager med julekrydderi)

Her i den søde juletid, hvor vi får et par ekstra fridage foræret, er det oplagt at gøre lidt ekstra ud af morgenmaden. Her er det en juleudgave af kesoplätter (keso = svensk for hytteost), som blev tryllet frem i køkkenet. . Og hytteost er, takket være kæresten, noget som stort set altid befinder sig i mit køleskab.



Ingredienser - ca. 15 små kesoplätter
3 æg - str. s/m
120 g hytteost (jeg brugte 4%)
55 ml mælk (ca. 0,5 dl)
1 spsk mandelmel fra funktionel mad
1 spsk HUSK
1 tsk kanel
½ tsk kardemomme
En knivspids salt
Olie eller smør til stegning

How to do
Blend æg, hytteost og mælk med en stavblender til det er en ensartet masse. Tilsæt krydderier og salt, mandelmel og HUSK og blend kort. Steges på en pande i olie eller smør. Lad dejen sætte sig før pandekagerne vendes.

Topping
Her nogle forslag til topping; jeg spiste mine med hakkede valnødder og kakaonips, men du kan toppe pandekagerne med stort set alt du kan tænke dig - æbletern, bananskiver, flødeskum, cremefraiche med vanilje, nøddesmør/peanutbutter eller du kan vælge bare at spise dem som de er.


onsdag den 25. december 2013

Min juleaften

Først og fremmest; glædelig jul til jer alle!

Jeg håber, at I havde en dejlig jul i selskab med dem I holder allermest af. Min juleaften foregik som sædvanligt hos mine forældre - med en masse hygge, lækker mad og skønne gaver.

 


De sidste par år, har konfekten været mit projekt - og her er årets produktion.





 

fredag den 20. december 2013

Paprikaomelet med kylling og champignon (MUFA)

For tiden er lysten til at stå i køkkenet er minimal, hvorfor jeg er blevet storforbruger af hurtig-mad. Der bliver derfor lavet mange æggeretter, da det kræver minimalt tidsforbrug.

Her er det en omelet med paprika, hytteost og serveret med en cremet blanding af champignon og kylling.


Indgredienser - 1 person
3 æg, str. S/M
2 spsk hytteost
2 spsk vand
1 tsk paprika
1 pakke champignon i skiver
½ pk kyllingestrimler (fx fra levevis)
3 spsk milda cremefine 7%
Olivenolie
Salt og peber

Omelet
Pisk æg, hytteost og vand sammen. Tilsæt paprika, salt og peber. Steg i 1 spsk olivenolie ved middelvarme.

Fyld
Steg champignonerne i 2 tsk olivenolie. Når de begynder at blive bløde tilsættes milda cremefine. Lad det varme igennem og tilsæt herefter kyllingestrimlerne. Når de er varme smages der til med salt og peber.

Servering
Serveres på en tallerken med gnavegrønt til.

MUFA-opskrift

torsdag den 19. december 2013

Julestemning i bussen


Jeg indrømmer gerne, at jeg normalt er den første til at kritisere offentlig transport. I min optik er det bare ikke i orden, at jeg betaler i dyre domme for at blive transporteret fra A til B  uden at få et velfungerende produkt leveret. Efter jeg har skiftet arbejde og nu kører med en ny buslinje og samtidig ikke krydser veje med DSB, er jeg dog generelt blevet mere positiv omkring den offentlige transport. Og det er naturligvis vigtigt at give ros, når man oplever noget ekstra godt. Og det gjorde jeg i dag, da jeg skulle hjem fra arbejde.

Jeg trådte ind i den fineste julepyntede bus. Nøj, hvor var det bare hyggeligt - så var det da umuligt ikke at komme i julehumør.

SÅDAN MOVIA! WELL DONE!

onsdag den 18. december 2013

Fuldkornswrap med varmrøget laks og sprødt fyld

I går var en af de dage hvor alt bare går galt, og man efter en lang dag kommer hjem og tænker, at det havde været bedst, hvis benene aldrig var blevet svunget ud over sengekanten. Jeg vil skåne jer for de triste detaljer, for de har potentiale til at være humørdræbere. Men i hvert fald syntes jeg, at jeg fortjente noget lækkert mad, på trods af at humøret på ingen måde var til at stå og bikse et gourmetmåltid sammen. Mere eller mindre idéforladt stod jeg derfor i Føtex og kiggede på udvalget uden på nogen måde at blive inspireret. Endte dog alligevel med en idé: Fuldkornswrap med varmrøget laks og lækre sprøde grøntsager. Og da det endte som en succes vil jeg da lige dele opskriften med jer.



Ingredienser - 2 wraps
2 fuldkornstortillas (hvis du er overskudsagtig kan de laves selv)
50-75 g philidelphia light
125 g varmrøget laks
4 blade hjertesalat
1 lille gulerod
Ca. 5 cm agurk
3 cherrytomater
Heinz hot chilisauce

Topping
En håndfuld hakkede, ristede valnødder

How to do
Smør philidelphia ud på begge tortillas. Fordel salatbladende, skær gulerod, agurk og tomater i tynde skiver og læg dem oven på salaten. Fordel herefter den varmrøget laks og fordel en smule chilisauce over. Top med ristede valnødder.



tirsdag den 17. december 2013

Definitionen på en kalorie



En ven sendte dette billede til mig - og ja, tror vi er mange som kan nikke genkendende til den fornemmelse!

Men husk nu ikke at lade kalorie-tankerne fylde alt for meget. Som en der har været der, hvor kalorier betød alt, kan jeg fortælle hvor befriende det er, når "jeg må ikke spise mere selv om jeg føler mig døden nær af sult"-tankerne ikke længere fylder alt.

Husk også på, at en kalorie er ikke bare en kalorie.

Fortsat god december!

mandag den 16. december 2013

Mine to små lyspunkter

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret glad for dyr. For et par måneder siden kunne jeg breake nyheden om, at jeg havde fået en roommate i form af det sødeste lille marsvin. 

Men nej, det kunne altså ikke gøre det. For jo mere jeg tænkte over det, des mere overbevist blev jeg om, at Todd skulle have sig en ven. Det især taget i betragtning af, at marsvin nu engang er et flokdyr. Selv om jeg jo er en super dejlig person (haha) og Todd eeeelsker at komme op for at putte og sove på min mave, er jeg jo ikke et marsvin. Så i sidste uge gik jeg på jeg efter Todd's nye bedste ven.


Alfie

Jeg fandt Alfie. En lille uldtot, der fyldte fire uger på dagen. Han er simpelthen så nuttet. Og de to gutter nyder hinandens selskab. Alt i alt en succeshistorie, som har gjort både dyr OG the crazy lady glade!


Todd
Todd'en putter

Puttegrisen Alfie
Alfie er også en puttegris!

Kræene
Todd og Alfie

lørdag den 14. december 2013

En ny retning

Lige om lidt hedder det 2014. Og et nyt år kræver et nyt fokus. Som det måske efterhånden er tydeligt, har bloggen længe lidt under mit manglende engagement i forhold til at opdatere den. Dette skyldes primært at hele kostshowet ikke rigtigt har det store fokus i mit liv, som tingene er lige nu. Og hold nu op, hvor er det befriende ikke at få dårlig samvittighed fordi der ryger lidt usundt (fedt og andet) indenbords. Vægten er blevet stabil og jeg har lært, hvordan jeg undgår at min mave bliver oppustet til en størrelse dobbelt det normale - hvad jeg kan spise (læs: som egentlig er alt) og vigtigst af alt i hvilke mængder.

En stor del af denne forandring skyldes nok også, at jeg ikke længere kompenserer for utilfredshed, usikkerhed og irritation ved at spise. Efter at jeg har skiftet job, er det gået op for mig, hvor påvirket jeg var ved ikke at lave det, der egentlig interesserede mig. Og ved ikke at kunne leve op til de forventninger og krav som andre og jeg selv satte til mig. Ærligt talt, jeg var blevet den mest nederen person, man kan forestille sig. Jeg var sur, trist, irritabel, grinte aldrig og kunne slet ikke se det sjove i noget som helst. Jeg var egentlig aldrig rigtig glad. Det vidste jeg ikke på daværende tidspunkt, men set i bakspejlet var det lige præcis sådan jeg havde det. Jeg var træt, havde intet overskud og var syg flere gange om måneden. Ja, og ærligt talt - jeg var et ulideligt bekendtskab i det sidste halvandet år inden jeg skiftede retning. 


I dag ser jeg det meste i et positivt lys. Jeg er glad, nyder livet og har det bare  godt. I de sidste 5 måneder har jeg ligget syg én gang, hvilket må siges at være helt utroligt, taget min sygdomshistorik i betragtning. Se, dét er fantastisk! Og ja, jeg griner faktisk igen!

En ny retning for bloggen er derfor en naturlig drejning. Fremover vil fokus stadig være på mad, men det bliver ikke med en sundhedsfreaks øjne. Og derudover vil det blive min egen lille dagbog med dagligdagens små episoder.

Jeg håber at I stadig vil læse med - på trods af dette nye fokus.

Et lille PS: Tak til alle dem i mit, som har holdt ved på trods af, at jeg har været ganske umulig, negativ og overhovedet ikke et sjovt bekendtskab i den periode. Jeg elsker jer!



lørdag den 30. november 2013

Blåbær-vaniljesmoothie

Min søde tand gav lyd fra sig her til aften. Klog af skade har jeg aldrig slik liggende i skufferne, da jeg ved at jeg på ingen måde kan holde mig fra det, så jeg var nødsaget til at finde et alternativ. Det kom der denne her meget søde smoothie ud af.




Blåbær-vaniljesmoothie
½ banan
½ rødt æble
Ca. 1 dl blåbær fra frost
Vanilje yoghurt fra Cheasy

Skær æbler og banan i tern og blend sammen med de øvrige ingredienser. Brug så meget eller lidt yoghurt du har lyst til. Smoothien bliver sød nok til min tand, men du kan sagtens smage den til med eksempelvis sukrin.

fredag den 29. november 2013

Juleglad type!

Jeg elsker jul. Ved egentlig ikke hvor dét kommer fra, for selv om der ikke er nogen i min familie der decideret hader jul, er jeg vist den eneste, der går helt bananas. Men ja, det gør mig bare så glad. Levende lys, den bidende kulde, måske-sneen, glæden, hyggen, den gode mad, det gode juleslik, gløgg og æbleskiver, juletræ, julepynt, gaverne man giver og får, alle traditionerne og alt hvad der ellers hører til. Bedst af alt er julemusikken altså. Når den bliver sat på, så kommer associationerne til alle de før nævnte ting. Og med julemusik går altid bare lidt hurtigere - og alt bliver lidt sjovere. Især oprydning og rengøring. Ding dong dynamolygte, så er det fikset. Sådan føles det i hvert fald.

Min søster synes, at jeg er juletosset... så jeg fik det her fine juletræ tilsendt som mms. Det pryder nu, som baggrundsbillede på min telefon. Yessir. December er her lige om lidt!

Hos mig begynder julen for alvor 1. søndag i advent. Der er traditionen efterhånden blevet, at jeg inviterer mine forældre, min søster og min mormor på gløgg og æbleskiver. Se, dét er hyggeligt. Så kan I forestille jer, hvor meget det irriterede mig, at min lille køkken-ildebrand lige ødelagde det? Heldigvis var min mor så sød at tilbyde, at vi kunne holde det hjemme hos dem i stedet for. Så på søndag går turen der hjem til en eftermiddag med en masse hygge. Jeg glæder mig.

onsdag den 27. november 2013

Brand i køkkenet

Hold nu op, hvor har de sidste dage været begivenhedsrige. Desværre er det ikke på den positive måde…

Søndag aften havde jeg en lille bitte ildebrand i mit køkken. Ja, det kan være farligt at koge kartofler, når man kommer til at tænde for den forkerte kogeplade og derefter forlader køkkenet. Heldigvis nåede jeg at opdage det i tide, og jeg fik slukket branden. Det ændrer dog ikke på, at der er kommet en del skader – køkkenskab, vægge og loft er totalt tilsodet, der er flammeskader flere steder og min kogeplade er ude af drift. Det endte altså med at være en mere eller mindre kaotisk søndag eftermiddag, og de efterfølgende dage har også været lidt hektiske, da jeg har haft en masse forsikringshalløj at få styr på. Nu satser jeg på, at min sag bliver behandlet hurtigt hos forsikringen, så jeg igen kan lave mad i mit køkken.

Jeg har dog heldigvis stadig mulighed for at lave mad i min ovn. Det synes jeg dog bare kræver noget mere opfindsomhed, nu hvor jeg på ingen måde kan bruge kogepladerne. Da jeg inden branden havde nået at købe en masse æg, som skulle bruges til at lave morgenmadsomelet, skulle jeg finde en måde at få dem brugt. Det fik jeg løst ved at lave en æggekage – desværre fik jeg aldrig taget et billede af den.

Opskriften på den kommer her.

Æggekage til 2 personer + 1 frokost

Du skal bruge

9 æg
½ - 1 dl kaffefløde
Ca. 1 dl skyr
3½-4 spsk. rugmel
En håndfuld rød revet cheddar
1 tsk paprika
Salt og peber
Evt. purløg
Smør/margarine til smøring af fad
Serveres med rugbrød og gnavegrønt.

Sådan gør du
Pisk ingredienserne sammen med en elpisker, og hæld det herefter i et ildfast fad. Bages i ca. 20 minutter ved 200 grader. Imens æggekagen er i ovnen renser du grøntsagerne og skærer dem i stænger. Så er der serveres.


I går lykkedes det mig også (mens æggekagen var i ovnen), at få lavet nogle sunde havregrynskager. Dem har jeg også tidligere lavet, og de er altså en succes hver gang. Især når man er et madpakkehadende menneske, der grundet skoleophold bliver nødt til at have sådan en med. Suk. Note to self: sæt aldrig ild til dit køkken igen…

mandag den 11. november 2013

Et normalt forhold til mad

Nu har jeg vist erklæret min tilbagevenden i blogverdenen en del gange her på det sidste. Men NU tror jeg altså at den er der.

Der er egentlig en helt simpel grundt til, at jeg ikke helt har haft overskud til at blogge. Mad og måltider fyldte ganske enkelt for meget i mit liv til sidst. Nærmest som var det en tvangstanke. Al fokus handlede om det næste måltid - om hvad jeg måtte spise, hvornår jeg måtte spise. Dette fokus gjorde at jeg følte mig voldsomt sulten hele tiden, og at jeg havde svært ved at koncentrere mig om andet, da tanken om mad - og især mellemmåltider - optog en alt for stor del af hjernekapaciteten.

Derfor har jeg brugt de sidste par måneder på at komme væk fra det fokus. Bevares, det har resulteret i et par ekstra kilo på kontoen og en del usunde måltider. Men det har også gjort, at min tilgang til mad har normaliseret sig. Jeg spiser når jeg er sulten, og ikke efter klokkeslet. Mine tanker kredser ikke om mad 24/7. Der kan gå mange timer uden at jeg tænker, at jeg har lyst til at spise, bør spise eller ikke bør spise. Og ganske af sig selv - uden at ændre i mine måltider (bortset fra at mindske indtaget af min nye dårlige vane caffelatte/cappuccino fra arbejdets lækre kaffeautomater) og uden at have det som fokus, er der stille og roligt røget 1,5 kg. af de 2 kg. jeg havde taget på.

Generelt har jeg også fået mere overskud. Jeg er efterhånden faldet godt på plads på mit nye arbejde, så det trækker ikke ligeså meget energi, som det gjorde i starten. Og så har jeg det simpelthen så godt med mine nye kollegaer, hvilket har betydet, at lattermusklerne er kommet på arbejde. Det giver altså også lidt ekstra på overskudskontoen.

Eftersom slik og kage ikke serveres i lige så høj grad på mit nye arbejde, som det var tilfældet på min tidligere arbejdsplads, er mængden af indtaget sukkerstads også begrænset betragteligt. Nu spiser jeg torsdagskage - ét stykke - og et par stykker af fredagsslikket. Da lokationen er midt i et industrikvarter er der ingen kiosker, butikker eller andet, som man lige kan smutte hen i hvis sukkertrangen bliver for voldsom. Og efter aftensmaden er trangen sjældent så stor som den er i eftermiddagstimerne. Så sukkerindtaget er helt naturligt også blevet markant mindre.



For sjovs skyld vil jeg lige illustere mit typiske madindtag, som det har set ud de sidste par uger.

Morgenmad: Et stykke groft brød eller en bolle med smør og skiveost samt en kop cappuccino.
Formiddag: Et stykke frugt og en rugbrødsstang.
Frokost: Dagens lune ret og en masse grøntsager hertil hjemmelavet pesto.
Eftermiddag: 3 digestivekiks og 5 tuckiks samt et stykke frugt og en kop caffelatte.
Aftensmad: Rugbrød eller sund ret, som regel uden kulhydrater.
Aften: The/kaffe med fløde og evt. lidt sødt til ganen - eksempelvis sukkerfri gajol.

torsdag den 10. oktober 2013

Tilbage i bloglivet - nu med roommate

Så er jeg tilbage på bloggen. Efter en lille pause. Der er sket en hel masse nyt i mit liv den sidste måned. Desværre har jeg på ingen måde formået at leve sundt. At all. Det er gået helt bersærk og det kan jeg godt mærke irriterer mig lidt. Blandt andet er jeg blevet ramt af en efterårssnue, og selv om det underlige vejr, der svinger mellem kolde og varmere temperaturer, sikkert har noget af skylden for det, så mistænker jeg også, at den manglende sundhed har påvirket mit immunforsvar i en negativ retning. Altså er jeg back on track med start fra i morgen.

Planen er at starte morgenen med morgenmad på arbejdet. Jeg er simpelthen blevet den største fan af ikke at skulle tænke på andre måltider end aftensmaden. Og for B-mennesket er det skønt ikke at skulle stå tidligere op, fordi der også lige skal stresses over at lave og spise morgenmad. Nu skal jeg dog bare væk fra at spise den brødbaserede morgenmad, der hurtigt løber op ad skalaen rent kaloriemæssigt, og over på noget ymer eller A38, som også serveres i kantinen.

Frokosten vil bestå af en masse grønne og sunde retter. Det er lidt sjovere end en kedelig og tør rugbrødsmad. JA, jeg er på ingen måde fan af madpakker, og har aldrig været det. I hvert fald ikke den traditionelle version af madpakkerne med klapsammenmadder. Og jeg er simpelthen ikke overskudsagtig nok, til at stå og kokkerere det helt store aftenen før. Så også her er madordningen gået lige i hjertet.

Nu er det jo fredag i morgen, og derfor skal der laves lækker aftensmad. Hvad det bliver er jeg endnu ikke sikker på - men jeg er i tænkeboks. Så må vi se hvad det bliver til. Helt sikkert er dog, at det ikke bliver den usunde version af aftensmad. No go.

Der er faktisk sket noget andet sjovt i mit liv. I søndags (hvor jeg udelukkende burde have fokuseret på eksamenslæsning) var jeg forbi en dyrehandler. Jeg har i lidt tid gået med tanken om, at jeg skulle have et dyr. Nu er det ikke sådan, at det er en helt uvant tanke for mig. Jeg er vokset op med katte, hunde, kaniner og marsvin. Især marsvin har jeg altid været meget glad for - og efter en uges tid med søgen efter det perfekte marsvin fandt jeg endelig denne her lille eventyrlystne fyr.


Han hedder Todd, og han er simpelthen så kær. Og en lille smule (læs: meget) nysgerrig. Han har taget mit hjerte med storm, og han er bare så hyggelig at have til at tulle rundt.


onsdag den 11. september 2013

Mindre mad og sundere måltider

De sidste dage har været ganske lærerige rent madmæssigt. Jeg har generelt spist mindre, og især er der skåret ned på de usunde snacks (læs: til min lakridshungrende søde tand), da det ikke er muligt at købe dem i nærheden af mit nye arbejde. Se, dét er stort!

Jeg vil kort opsummere mine succesoplevelser, som ligesom bare er dukket op ud af det blå...

På trods af nogle travle morgener, har jeg fundet tid til at lave morgenmad. Det er faktisk ret imponerende synes jeg selv. Jeg har spist LCHF kokosgrød, som er lavet ud fra en opskrift fundet på www.frksveske.blogspot.dk. Grøden er simpelthen lavet på æg, kokosmælk, kokosfibre og vaniljepulver. Jeg topper min grød med kanel og mandelsmør og nogle dage også cacao nips. Når jeg har spist grøden til morgenmaden ved en 7-tiden, kan jeg nøjes med at spise et enkelt stykke frugt ved en 9.30-tiden før frokost - uden at være døden nær af sult, som jeg ellers har været vant til. Fremadrettet vil der nok være enkelte dage, hvor jeg ikke når morgenmaden hjemmefra, men der er heldigvis morgensmadbuffet på arbejdet, som vil fungere helt fint som backup.

Klokken 11.30 (sharp!) går jeg til frokost. Jaja, der er ingen slinger i valsen kan man vist roligt sige. Det kan min indre kontrolfreak ret godt lide. Her spiser jeg en masse grønt fra frokostbuffeen. Det grønne indhold veksler fra dag til dag, så det er godt varieret. Disse dage har jeg også spist lidt kulhydrater i form af en skive rugbrød, linsesalat, kikærtesalat, risotto eller lignende. De fleste dage har jeg også spist dagens kødret. En ting, der er en sikker vinder, og alle dage har været at finde på min tallerken, er en grov, lækker pesto og en lille skefuld blandede nødder. Yessir - sagde du sund? Det tror jeg nok lige på.

Hen ad eftermiddagen kan jeg godt blive lidt sulten. Her ryger der enten et stykke frugt, lidt kiks eller en anden lille snack ned. Og så er jeg egentlig fint mæt til aftensmaden. Også dét er en helt ny fornemmelse. Mine eftermiddage plejer at være præget af lavt blodsukker og følelsen af at have et hul i maven uanset hvad. Dét er ikke noget jeg har savnet.

De sidste tre dage har jeg spist rugbrød til aftensmad. Har været træt og udmattet oven på alle de nye indtryk, så det har ikke lige været madlavning, der har stået først på listen. Men det gør jo heller ikke så meget, når jeg har taget for mig af den sunde frokostbuffet.

Og voila. Efter aftensmaden har jeg haft spist lidt slik. Men slikket har været små eller i hvert fald mindre mængder. En 100 g. pose varede to dage, hvilket er noget nær en rekord. Optimalt set, skal der selvfølgelig ikke være sådan en sukkerholdig efter-maden-treat, men i hvert fald er det en markant forbedring.

Anyways.. Det jeg synes har været ret imponerende er, at jeg 1) ikke har savnet slikket om eftermiddagen 2) at jeg ikke føler den der ukontrollerbare sult hele dagen lang. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at være så sej! Det gør jeg virkelig, for det er da så meget sjovere at tankerne ikke hele tiden kredser om mad!

Jeg har desuden planer om, at gå fra arbejdet til den nærmeste station, når jeg er faldet helt til og ikke er ved at segne af træthed, når jeg har fri. Det er en distance på ca. 2,5 km., så det kunne egentlig være en meget fin tur. Jeg har altid synes godt om at gå, da jeg synes det er en rar måde lige at få clearet hovedet - og det er vel ganske fornuftigt efter en dag på arbejde.

Hvis du er nået hele vejen igennem min roman tager jeg hatten af for dig! Skal nok øve mig i, at blive lidt mere pædagogisk og inkludere billeder i mine fortællinger fremover. Eller jeg skal i hvert fald gøre et forsøg.

/over and out

søndag den 8. september 2013

En ny hverdag

I torsdags begyndte jeg på mit nye arbejde som økonomielev, og samme aften startede HD-studiet igen. Så det var en laaaang dag. Og ikke særlig sund er jeg bange for. Morgenmaden var en bolle og en chokoladecroissant. Aftensmaden var 3 babybites fra 7-eleven og aftensnacken var lakridser. Og det har egentlig været kendetegnet for de efterfølgende dage også - usundt, kulhydratrigt (de forkerte slags skal det siges) og i det hele bare slet ikke nærende. Jeg satser dog på at være sund igen i morgen. Det går simpelthen ikke, at være så usund over så mange dage. Især når jeg kan mærke at energiniveauet samtidig falder.

Heldigvis bliver frokosten fremover stort set umulig at totalødelægge med dårlige vaner. Der er nemlig en virkelig lækker frokostbuffet med sundt og nærende mad. Blandt andet er der den lækreste pesto, jeg nogensinde har smagt. Hold nu op den er god.

Den næste uge bliver nok lidt småfattig på blogindlæg, da det meste af min energi kommer til at gå på at falde til og lære mine nye arbejdsopgaver at kende og samtidig studere og forberede mig til undervisningen på HD.

tirsdag den 3. september 2013

Tilbage til hverdagen

I dag skal jeg lave absolut ingenting - altså lige bortset fra at have åbnet sæsonens første skolebog og lavet noget lækker og sund aftensmad. Er så småt begyndt at føle en smule stress over at hverdagen snart begynder igen - er nemlig endelig begyndt at nyde at lave absolut ingenting. Selv om det da også er lidt kedeligt. En del af tiden i hvert fald.

Nu vil jeg i hvert fald kaste mig over denne her moppedreng og en kop kamillethe til min kradsende hals. Ja, jeg skranter nemlig endnu oven på den omgang sygdom, jeg oplevede i slutningen af sidste uge, men jeg er overbevist om, at en god kop the nok skal trylle det væk.


mandag den 2. september 2013

Fiskepakker

Lortedag!!! Så er det sagt... min forholdsvis nye telefon er død og alt på den er tabt. Det er simpelthen så typisk altså. IH.

Men det betyder ikke, at I slipper for en opdatering. Omend den nok er med et strejf er ærgelse. Min dag har faktisk være ret så sund i dag - og uden sukker. Say what! Frokosten bestod af noget pandebikssammen af hakket oksekød, grønne bønner, majs og hakkede tomater. Let, simpelt og godt. Her til aften stod menuen på fiskepakker. Det er altså lynmad der vil noget. Rødspættefiletter, porre, rød peberfrugt, limesaft, hvidløgssmør (en masse), salt og peber, lidt timian og en kanelstang. Hokus pokus i ovnen i 20 minutter og så er der serveret. Jeg ELSKER let mad - og det bliver da overhovedet ikke dårligere af, at det kan spises med god samvittighed.


søndag den 1. september 2013

Hej efterår

Så blev det efterår - og det er vejret vist helt på det rene med. Blæst og regn og kuldegrader i min lejlighed. Jeg har puttet mig under mit hjemmestrikke oversizetæppe, som min mor har lavet til mig og sender varme tanker i hendes rentning, mens jeg hygger med det nyeste Woman-blad, som endnu engang er havnet i min postkasse. Så helt dårligt er sådan en regnvejrssøndag altså ikke. Slet ikke når man som mig er vild med de skiftende årstider. Når det har været varmt i sommerens løb, længes jeg efter de røde og orange farver og duften af efterår. Når det har regnet længe nok, kan jeg ikke vente til den første frostklare aften, hvor kulden virkelig bider i kinderne. Og i december og januar er min største glæde, når store, hvide snefnug daler ned fra himlen og dækker min verden ind i, hvad der ligner, et fint vattæppe. I februar begynder jeg at længes mod solskin og varme, og ærligt talt er jeg slet ikke fan af marts måned, som i min optik burde tages ud af vores kalender. Men når april nærmer sig bliver jeg ligesom et lille barn, der på ingen måde kan vente til juleaften. Jeg ser sådan frem til den første fulgekvidder og de første solskinstråler. Og når det vekslende forårsvejr er blevet for meget for mig, glæder jeg mig sådan til at finde mit sommertøj frem fra gemmerne. Mærke varmen, ikke behøves at tænke på overtøj. Kunne tage en lille morfar i skyggen i mine forældres have. Og så begynder længslen efter efteråret igen... Jeps, jeg tror ikke jeg ville fungere i en verdensdel uden de skiftende årstider. For jeg elsker dem!

Nå, men på trods af at jeg har ventet på efterårets tilbagevenden gennem de seneste uger, har jeg det alligevel bedst med at sidde indenfor og kigge ud. Men jeg overvejer nu alligevel at kæmpe mig ud og trodse vejrgudernes dårlige humør. Årsagen er ganske simpel; jeg har sådan lyst til en god, varm suppe. Eller i hvert fald noget varmt og godt efterårsagtig mad. Mon ikke jeg får taget mig sammen?


Indtil da vil jeg sidde og glæde mig til, at min verden snart ser sådan her ud igen.



... jeg kan næsten ikke vente!

lørdag den 31. august 2013

Frygten for sult

Det meste af den forgangne uge har været ganske hyggelig. Dette er jo min sidste "rigtige" ferieuge inden hverdagen melder sin tilbagekomst på torsdag. Desværre er det gået helt i hat og briller med sundheden, og ærligt talt så er jeg godt og grundigt irriteret over det. Jeg mangler lidt noget motivation for at fortsætte det projekt jeg påbegyndte. Ind i mellem undres jeg over, hvorfor det skal være så svært. For mig i hvert fald. Jeg føler mig virkelig ringe, når jeg ser alle de mennesker, som - uden problemer - tilvælger sunde madvaner og masser af motion. Her sidder jeg i selskab med mine Pringles og Nellie Dellies, ja de der som lige råbte lidt for højt af mig, da jeg handlede ind til aftensmaden, eller mine sunde nødder, som bliver spist i alt for store mængder, og i det hele taget alt for meget mad, mens alle andre formår at nøjes med en portion og spiser som fugle. Jah, jeg er vist lidt bitter i dag. Jeg gad bare godt nå til det punkt, hvor jeg ikke er bange for at blive sulten (og gå sukkerkold). Det er ligesom en frygt, som sidder i mig. Jeg tør dårligt forlade min lejlighed uden at have spist et stort måltid først. Det føles invaliderende. Forfærdeligt. Det gør det virkelig, og det er så frustrerende. Jeg håber også, at den dag kommer, hvor impulsen ikke siger: "Spis mere, mere, mere" så hvert måltid ikke længere er en kamp jeg alligevel taber. What to do? Nogle råd? For jeg er ved at være en desperat type. Mad fylder alt for meget i min hverdag. Ikke den sundhedsmæssige del egentlig - det er ikke en "tvangstanke" (i mangel på bedre ord). Det er mere frygten for sult - og den deraf voldsomme overspisning. Jeg har bare lyst til at skrige... længe og højt.

NÅH. Der er også en enkelt opmuntrende tanke.. og det er den her lækre sag, som jeg har købt i dag! I anledning af at jeg starter i skole igen, og mangler en taske, som mine skolebøger kan være i på skoledagene.

søndag den 25. august 2013

Regnbuedagen

I går var min kæreste og jeg inde på Comedy Zoo for at *trommehvirvel* se noget comedy. Hvad vi ikke lige havde taget med i vores overvejelser var, at der var Copenhagen Pride. Ikke noget ondt sagt om det arrangement - overhovedet ikke faktisk - bortset fra at det tog en halv krig at bevæge sig gennem gaderne derinde. Men jeg må give arrangørene credit for, at stemningen var helt fantastisk. Alle var glade, feststemte og forstående. Hvad jeg fandt helt utrolig var DI's bygning - den var ret imponerende i regnbuefarver.



Det lykkedes os heldigvis, at få mast os gennem de festglade mennesker og fik en ganske morsom aften med højlydte grin. Så i den forstand var alt jo som det skulle være. Aftensmaden blev indtaget på RizRaz. Jeg ELSKER deres buffet... årrrh, især lasagnen. To die for. Klistret og lækker, den er lige min smag! I dag står den dog igen på sund mad. Her til morgen et spejlæg eller to i selskab med en skive flødeharvati .. eller to! Og hvor er det sunde henne i det? Jo såmænd - honningmelon on the side!

lørdag den 24. august 2013

Tidstanker

Den sidste hele ferieuge starter på mandag - synes godt nok at tiden er fløjet afsted... Lige nu sidder jeg og undres over, hvad det egentlig liiige er jeg har fået dagene til at gå med. Afslapning og hyggelige oplevelser, ja. Men altså. Det er godt nok gået stærkt!!

Når jeg sidder og skriver løs om, hvor stærkt tiden er gået, kommer jeg også til at tænke på, at det snart er et halvt år siden, at jeg begyndte at omlægge min livsstil. Det lyder sørme fornemt "livstilsomlægning". Det gør det virkeligt. Men hold nu op altså. Jeg er jo langt fra i mål. Har fået fjernet nogle af de små, flabede, mega irriterende dårlige vaner. Erstattet nogle af disse med bedre vaner. Og genimplementeret visse af de små... flabede... mega irriterende.. dårlige vaner. 

Måske bliver jeg en dag en af disse superhelte, der kan totalsmadre de små ondskabsfulde monstre. De monstre, som i dette tilfælde er dårlige vaner og slik og chips og kage og motionshad og... Men indtil da fortsætter det hårde arbejde vist! 

Jeg har i høj grad overvejet, at prøve det med at lægge en madplan igen. Denne gang dog kun for aftensmåltiderne. Det burde da kunne lade sig gøre altså! Andre kan finde ud af at gøre det, så det kan jeg også. Det er i hvert fald et forsøg værd. Måske slipper jeg derved for at handle træt og irriteret sidst på dagen. Den tid på dagen, hvor min krop samtidig skriger højlydt, når jeg går gennem slikreolerne ved kasseområdet, mens jeg meget pædagogisk gentager for mig selv: "Nej, ikke nu søde ven. Det går slet ikke med al det slik. Seeee, der ligger en pose gulerødder i kurven. Sådan en kan du få, når du kommer hjem".

mandag den 19. august 2013

Det der sygdom...

Hm, min krop brød sig åbenbart ikke om konceptet i bytur. Jeg har i hvert fald ligget syg i går og i dag, og jeg er desværre overbevist om, at det er min krops straf for den forgiftning og søvnmangel, som jeg introducerede den for. IH. Heldigvis føler jeg mig i bedring her i løbet af aftenen - og jeg har lært lektien! Der går lang tid før jeg ender ud i sådan en omgang igen. Den er sikker.

Det har desværre betydet, at jeg i store træk har sovet de sidste par dage væk. Og i dag blev den rigtig slem. Der endte det ud i en pizza. Jeg var sulten, for skidt til at kæmpe mig ned og handle og så blev det den usunde løsning. I morgen satser jeg dog på, at være fit for fight igen, og dermed også have overskud til at fodre min mave med en masse sundere alternativer. En lækker smoothie måske? Det har jeg fundet ud af faktisk kan være et super mættende mellemmåltid, så længe jeg blender havregryn og mandler med. Nu tilbage til survivalkittet: dynen og the-kanden... og så sidder jeg og undres over, hvorfor i alverden den pizza jeg fik leveret ikke så sådan her ud:


lørdag den 17. august 2013

Never again...

Jeg ved ikke hvorfor, jeg altid vågner op efter en bytur og tænker "Det dér, det gør jeg aldrig igen. Aldrig igen drikker jeg øl. Eller andet alkohol for den sags skyld", hvorefter det lykkeligt er glemt, når den næste øl ryger indenbords den efterfølgende bytur. Jeg var ganske ynkelig i går, det må jeg erkende. I hvert fald indtil ved en 18-tiden, hvor jeg rent faktisk fik lavet mig et ordentligt måltid sundt mad. Det var naturligvis efter den obligatoriske pizza fra fryseren og et glas cola eller tre senere. Jeg gik da også allerede i seng klokken 20.30 - og vågnede i morges klokken 10 ikke nær så veludhvilet som håbet. Men det må vist gå under kategorien selvforskyldt.

Min aftensmad var som jeg nævnte sund. Kyllingerod på panden med gulerod/squash-råkost til. Flot så det ud (pænere end på billedet, hvor det ser ret snusket ud). Farverigt og velsmagende, og også en smule stærkt takket være mit nyindkøbte yndlingskrydderi: chiliflager.



I dag kører jeg ingen-slik-politikken. For det første har jeg ingen slik hjemme, jeg har i dette øjeblik ikke lyst til slik, og så har jeg i dagens anledning en backup plan, der hedder en smoothie i tilfælde at sliklysten får overhånd. Sådan manner!

onsdag den 14. august 2013

Eftermiddagssmoothie med kanel

Det er en rigtig regnvejrsdag i dag, så jeg er gået i hi med en god bog og en omgang the.

Jeg har dog lige bevæget mig ud i køkkenet, for at lave en lækker eftermiddagssmoothie. Den ser sådan her ud:



Hvis du også har lyst til at lave den, skal du bruge

2 glas
20 g. mandler
10 g. havregryn
1 æble (gerne grønt)
50 g. hindbær, frost
100 g. banan (jeg havde frosset min først)
1 dl yoghurt naturel
1½ dl mælk
Ca. ½ tsk kanel

Start med at blend mandler og havregryn fint. Tilsæt herefter de øvrige ingredienser og blend. Jeg søder ikke mine smoothies, men hvis du plejer at gøre til, kan du evt. bruge sukrin, hvis du gerne vil undgå sukker.

tirsdag den 13. august 2013

Sund moussaka og en omgang shopping

Jeg har haft endnu en lækker feriedag. Jeg mødtes til en omgang frokost med min kæreste, og jeg fik en lækker og usund burger! Det lykkedes mig, at få ham lokket med mig på en lille shoppetur. Jeg må indrømme, at han var meget tålmodig, mens jeg gik rundt og kiggede, prøvede, kiggede lidt mere, prøvede endnu mere, skulle have hjælp til beslutninger (hvor jeg udelukkende fik diplomatiske svar, der var ganske ubrugelige ... hvor er det egentlig, at mænd lærer det henne??) og så lige skulle have en kiggetur mere rundt i butikken. Jeg endte med at komme hjem med en del. Tre (!) par sko, en nederdel, en t-shirt, en blazer, en lækker bluse og sådan lidt af hvert ellers. JEG ER EN GLAD PIGE!

Jeg har også lavet et andet lækkert fund i dag - en bailey cream the. Hold nu op den er god. Købte den i Føtex fyld-selv-the. Den er lige mig. Den er blød og blid i smagen på sådan en vildt nice måde... Tror dog det er sådan en the man enten elsker eller hader, for den er godt nok en smule speciel.

Her til aften har jeg lavet en omgang moussaka - i to versioner. En med aubergine til mig og en med kartofler til kæresten, som ikke har noget imod en ordentlig gang stivelse, haha.

Moussaka
Der er beregnet til aftensmad til to personer til to dage, men der er nok også til en gang frokost med den mængde...


Billedet blev lidt blitzet - men her er det ene fad moussaka! :-)

Opskriften er som følger til et fad med aubergine og et med kartofler

Ingredienser
1 aubergine
Ca. 5 kartofler
2 tsk olie
1 stort fintsnittet løg
450 - 500 g. hakket oksekød
3 gulerødder, revet
1 dåse hakkede tomater
1 stor dåse tomatpuré
Evt. et lille skvat fløde
Evt. ½ dl vand
½ l mornaysauce (kan købes eller laves selv)
1 pose revet ost, fx rød cheddar
1-2 poser frisk mozarella (ikke revet)
Basilikum, oregano, paprika og muskatnød
Salt og peber

How to do it..

Skær kartofler og aubergine i skiver og læg dem i hvert sit fad.

Steg løget klart i olien og tilføj det hakkede oksekød. Steg lidt og tilsæt herefter gulerødder, hakkede tomater, tomatpuré og krydderier. Lad det simre lidt og tilsæt vand og fløde, hvis sovsen ikke er flydende nok. Når det hele har simret i 5-10 minutter hældes kødsovsen over kartofler/auberginer. Det toppes med mornaysauce og herefter revet ost og mozarella. Moussaken skal have ca. 40 minutter i ovnen ved 200 grader varmluft.

August-update

Hverdagen nærmer sig med hastige skridt. Godt nok er der omtrent tre uger til hele showet starter, men jeg synes, at der er så mange småting, jeg liiiige skal have på plads inden da. Jeg ved ikke, om jeg har nævnt det tidligere, men jeg starter nyt arbejde her til september. Jeg har tidligere været revisortrainee, og er det egentlig lidt endnu, da det forløb afsluttes her i august. Jeg har dog valgt, at skifte boldgade, lidt i hvert fald, da jeg har søgt og fået en stilling som økonomielev. Det betyder, at jeg lige tager to års uddannelse mere. Jeg har været så heldig, at de på min nye arbejdsplads også gerne ser, at jeg færdiggør min HD ved at tage HD 2. del, og at de derfor gerne vil sponsorere den. Det er jeg virkelig glad for, da jeg har det bedst med at afslutte de ting, jeg har påbegyndt. Men men men, så skulle jeg jo lige tilmeldes der, jeg skal have købt bøger, læst til første undervisningsgang og alt muligt andet. Det er selvfølgelig helt fint, men så ved jeg også, at tiden bare flyver afsted - og så hedder det pludselig september...

Rent sundhedsmæssigt går det egentlig nogenlunde. Jeg er ikke vildt striks her i ferietiden, selv om jeg måske burde være det, når min ferietid er/har været to måneder lang. Dog har jeg har kunnet konstatere en ting, nemlig at nogle af de sunde vaner og nye tankegang rent faktisk har bidt sig fast. Jeg er mindre tilbøjelig til at spise usundt - chokolademaden på det hvide brød er skiftet ud med en grovbolle med hytteost. Jeg snacker gerne, men det er oftere tørret frugt, grøntsager eller andet sundt. Min aftensmad er generelt mindre proppet af de hurtige kulhydrater og i stedet fyldt med protein, sundt fedt og grønt. Naturligvis spiser jeg stadig pasta, ris og kartofler, det er bare i mindre mængder og ikke noget der nødvendigvis serveres hver dag. Og overordnet set spiser jeg bare sundere.

Noget jeg dog også har måtte konstatere er, at jeg stadig er elendig til det med at stoppe med at skovle mad i munden, når jeg først er begyndt. Jeg kan blive ved med at spise. Måske er jeg blevet lidt bedre til ikke at overspise alt for meget. Med det mener jeg, at jeg stadig overspiser, men jeg stopper bare overspisningen hurtigere end jeg plejede.

Motion har jeg heller ikke helt formået at tage mig sammen til endnu ... ikke mere at sige dér.

Nu vil jeg gå ned og handle sammen med min kæreste. Vi skal lige have købt ind til den moussaka, vi skal spise i aften. Mm, glæder mig til den. Moussaka er altid godt!

torsdag den 8. august 2013

Havregrynskager i sund version


I går aftes fik jeg pludselig lyst til noget sødt. Tankerne sværmede om jordbærtærter og lagkage, åååh, en othellolagkage havde gjort godt. Om Djunglevrål og Piratos. Om chokolade med kokosflager og Toffifees. Jeg kunne blive ved. Der skulle bare noget sødt indenbords. Jeg faldt dog ikke i - sådan rigtigt i hvert fald. Jeg lavede mig nemlig nogle sunde havregrynskager inspireret af denne opskrift fundet på JulieKarlasKøkken, hvor der hverken er tilsat mel eller sukker. Jeg bevægede mig endda ned for at købe bananer uden at købe slik eller andet usundt med hjem. Jeg så dog nogle tørrede figner, som jeg besluttede skulle i min version af havregrynskagerne i stedet for de tørrede tranebær. Desuden tilføjede jeg en håndfuld grofthakkede mandler og et par tørrede abrikoser. Mmm, de var gode. Jeg lavede nogle ret store kager ud af dem, så der var vel en 10 stykker. Et par af dem blev spist i går aftes. De fungerede også som morgenmaden i dag - og på trods af kulhydraterne mættede de virkelig længe. PERFEKTE. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har lavet dem. Næste gang tror jeg, at jeg vil eksperimentere med noget andet fyldt. Måske en lille smule mørk chokolade, hvis det skal være en rigtig syndig dag. Eller hasselnødder og mandler. I hvert fald er jeg begejstret. De formåede faktisk at stille min lyst til det søde, uden at jeg havde fornemmelsen af at nøjes.

søndag den 4. august 2013

MUFA-mad og failure

SLAM BAM. Det er lyden, af mig der falder ned i et stort, sort hul. Et hul, der er proppet med alverdens slik og dårlig samvittighed. Det er mig. Jeg er August Gloop, den lille tykke dreng fra Charlie og Chokoladefabrikken. Det grådige barn uden selvkontrol. Ham der skal smage på al chokoladen, fordi det smager så godt. Ham der kommer i ulykker, fordi han ikke kan finde ud af at sige stop. Det lyder bekendt, ikke sandt? Det er mig.

Det der med at lade slikket passe sig selv, er jeg ganske elendig til. Jeg har for tiden de største cravings og absolut ingen realitetssans i forhold til hvad normale slikmængder er. I går var jeg nede for at købe bland-selv-slik. Posen var virkelig godt fyldt, men i mit hoved virkede det som en forholdsvis lille mængde. Irriterende. Nå, men al slikket er spist. Det røg ned i går og i dag. Uden tvivl en failure. Hej, jeg hedder Julie, og jeg er slikafhængig. Ligesom Augustus. 

MEN i det mindste har dagens aftensmad været god og oven i købet også MUFA-venlig. Jeg lavede en porre-spidskål opskrift fra min "Spis maven flad"-bog, og dertil hjemmeopfundne kyllingefrikadeller. Porre-spidskål opskriften er virkelig god, men jeg vil ikke gengive den her, da jeg ikke ved, om det bryder nogle copyrightregler. Den smager dog af en hel masse, så munden (og maven) er glad.


Min kyllingefrikadeller kan I dog godt få opskriften på. Jeg har lavet mine i ovnen fordi jeg var for doven til at stå og stege dem, men er man mere til pandestegte deller, er de jo lige til at lave sådan.

Kyllingefrikadeller ala Julie

Du skal bruge:

400 g. hakket kyllingekød
1 æg
50 g. sorte oliven i skiver
30 g. grofthakket mandler
130 g. grofthakket salattern
0,5 tsk. paprika
0,5 tsk. tørret basilikum
0,5 tsk. salt
En knivspids peber
Kærgården steg og bag til pensling (spiser du ikke MUFA kan det erstattes af andre mærker eller udelades)

Bland alle ingredienserne bortset fra Kærgården steg og bland godt sammen. Lad farsen stå i køleskabet i 10-15 minutter. Form herefter frikadellerne med en ske og placér dem på en bageplade med bagepapir. Frikadellerne pensles herefter med fedtstoffet, og steges i en 220 grader varm ovn i ca. 25 minutter.

De blev ret gode og passede godt sammen med porre-spidskål tilbehøret. Et dejligt aftenmåltid.

Nu vil jeg drikke, eller spiser man?, noget koldskål. Det er bare perfekt på sådan en varm sommeraften. Mmmm!

lørdag den 3. august 2013

Fejringer og hverdag i ferielivet

Først et forsinket tillykke til alle jer, der er kommet ind på jeres drømmeuddannelse! Personligt har jeg kunne fejre, at både min kæreste og min søster er kommet igennem nåleøjet på henholdsvis kunsthistorie og bioteknologi. Min kæreste og jeg fejrede tillykke-brevet med god mad og et godt glas vin. Det ser lidt brunt ud (hurra), men godt smagte det!



Jeg har også fået lavet en god omelet, omend den var lidt simpel - bare æg og lidt fløde, that's it. Mmm, det var en god morgenmad. Det er nok noget af det, jeg  elsker mest ved at have ferie. At have tid til at lave noget simpelt og lækkert mad fra morgenstunden.



Og så er der faktisk også sket noget sjovt! Jeg har fået klippet håret af.... Ej, bare rolig. Det har jeg ikke. Jeg har kun fået klippet 10-15 cm. af, men da jeg det meste af mit liv har haft den længde jeg har nu eller kortere, så er min nye frisure ikke kort i min optik. MEN jeg er i hvert fald glad for det!!

Før frisørbesøget...
Efter frisørbesøget...

I torsdags mødtes jeg med en veninde for at tøsesladre over en gang mad. Ja, min ferie er vist lidt præget af at spise... haha. Vi endte på Luna's Diner, hvor jeg fik en virkelig smagfuld, cremet og kulhydratrig pastaret og dertil en hjemmelavet passions-isthe. Et rigtigt syndemåltid, men det var godt! Efterfølgende fik vi et par cocktails eller fem på Absurt. Hold nu op, de var superb (det er simpelthen et genialt ord - superb: det er særligt, specielt, anderledes... og gammeldags, gotta love it). Det er endnu en grund til, at jeg elsker at have ferie. At kunne gøre hvad man vil, når man vil. Og drikke cocktails til klokken 2.30 om natten på en torsdag.




Jeg har også været hele min tøsefilmssamling igennem. Der er ikke SÅ mange film i den, kun de gode klassikere: Pretty Woman, Notting Hill, You've Got Mail .. ja, og så en 5-7 stykker mere. Jeg tror tidligere, at jeg har sagt, at jeg ikke er filmtypen. Og det er jeg virkelig heller ikke. Men tøsefilm har jeg nu altid haft lidt lettere ved at tage mig sammen til at få set. Lige i dette øjeblik sidder jeg og ser Coyote Ugly - den vækker altså teenageminder.

I må have en dejlig lørdag! :o)

tirsdag den 30. juli 2013

En lille opdatering

Jeg undskylder for den seneste tids inaktivitet her på bloggen. Den ene dag har bare taget den anden - og lige pludselig var det bare lidt tid siden, at jeg fik lavet en fornuftigt indlæg, som var en offentliggørelse værdig.

Mine dage er blevet brugt på alt muligt. Fejring af min søde farfars fødselsdag, en tur i biografen for at se den nye film Now You See Me, mad hos mine kærestes forældre, en tur i Knuthenborg Safaripark og derudover ren afslapning (eller dovenskab?) herunder en masse læsning og solbadning i mine forældres have. Det er bare livet. I starten af ferien følte jeg mig virkelig rastløs, men nu har jeg efterhånden affundet mig med den stille og rolige livsstil. Det er sikkert også meget fornuftigt, eftersom jeg har en måned tilbage, før jeg starter på mit nye arbejde.

Knuthenborg Safaripark

Knuthenborg Safaripark

Knuthenborg Safaripark

Knuthenborg Safaripark
Her i sommervarmen, har mine måltider generelt været i den sunde ende. Jeg er typen, der får lyst til læskende mad og drikke så som jordbær, melon, smoothies og milkshakes. Så det er der naturligvis indtaget en del af. Desværre har der dog også været en masse usunde dage i mellem, hvor det er gået helt bananas.

Jeg har desuden langt om længe fundet min favorit pulverkaffe. Jeg er ærligt talt ikke den vilde pulverkaffe-drikker, da jeg ofte synes, at det har sådan en sjov og ikke særlig kaffeagtig smag. MEN så mødte jeg denne her fætter, da jeg var på besøg hos mine forældre:

Koffeinfri Økologisk Fairtrade

Jeg må erkende, at jeg aldrig har smagt en så god pulverkaffe. Nu drikker jeg ikke kaffe for at blive frisket op, men derimod fordi jeg synes det smager godt. Derfor gør det ikke mig noget, at den er koffeinfri. Jeg købte dog dens bror, den ikke-koffeinfri version, for at afprøve den. Den er også god, men den har lidt mere pulverkaffeeftersmagen, dog slet ikke på det niveau, som de andre pulverkaffer jeg har smagt. Anbefales kan de i hvert fald! Jeg er fan.