Vægtab?
Jeg snakker jo meget om det her med, at jeg ikke vil på slankekur, men derimod bare leve sundere, være gladere, raskere og bare forbedre min livskvalitet. Og hvor er det så liiiige, at det der med at tabe sig kommer ind i billedet? Det gør det egentlig heller ikke nødvendigvis. Når det så er sagt, så gør det lidt alligevel. For der er jo den her retningslinje der hedder, at kvinder helst skal have et taljemål på under 80 cm. Og der er jeg altså et godt stykke over. Jeg er ikke tyk - sådan opfatter jeg i hvert fald ikke mig selv. Har aldrig været et lille nips og det har jeg det egentlig fint med. Vil dog gerne af med min mave og det farlige fedt, der sidder og gemmer sig inde i og ved siden af mine organer. Og umiddelbart er den logiske måde at opnå dét via et vægttab. Og det er så der de 5 kg. jeg gerne vil tabe, kommer ind i billedet. Mit BMI ligger lige på grænsen af at være i den overvægtige kategori. Men det har altid ligget i den høje ende, og derfor tror jeg, at det selvfølgelig kan bruges som et udgangspunkt. Jeg er bare opmærksom på, at BMI ikke fortæller hele sandheden. Og derfor har jeg det også sådan, at hvis jeg kan fjerne mavefedtet uden at tabe 5 kg., så er det også helt fint. Det tror jeg bare ikke er realistisk, da jeg ikke helt kan se, hvor mavefedtet skulle rykke sig hen. I hvert fald ikke alt sammen.
Projektet
Detter projekt handler egentlig primært om, at jeg gerne vil føle mig sundere... og være sundere. Jeg har for længst accepteret, at mine lår er større, min mave er større - ja, at det meste er større end den size 0, som det er in, at modellerne skal have. Så målet er ikke, at jeg vil kæmpe for at opnå en bestemt tøjstørrelse. Men jeg ville nu gerne ned i taljemål. Og i gang med at dyrke motion. Og derved opnå bedre energi. Og få en sundere krop. Så jeg lever længe uden blodpropper og andre livstilsygdomme.
Stof til eftertanke
Jeg synes i bund og grund, at det er forfærdeligt, at samfundet omfavner det skønshedsideal, der omhandler undervægtige kvinder. Det værste? At jeg stadig tager mig selv i også at tænke, at de (måske ikke de værste tilfælde) er pæne, og at det vel er det normale. Det ved jeg jo godt, at det ikke er. Men alligevel. Burde der ikke være nogen, der gjorde noget ved det absurde i, at en sund og veltrænet krop er decideret unormalt i modelverden? Den verden, som alle kvinder - uanset alder - ser op til.
Da jeg var yngre stræbte jeg i høj grad efter, at komme til at ligne topmodellerne. Jeg ville ligne pigerne i mine "Vi Unge"-blade. Jeg forstod ikke, at lige meget hvad jeg gjorde, var det bare ikke muligt. Jeg har aldrig sultet mig selv. Det er jeg nok for madglad til. Men alligevel. Hvorfor kunne mine lår ikke bare være mindre? Hvorfor skulle mine skuldre være så brede? Hvorfor dit og hvorfor dat? Det værste er, at når jeg i dag ser billeder af mig selv dengang, tænker jeg: "Hold op jeg var tynd". Det var godt at jeg ikke tabte mere vægt dengang. Det kan jeg godt se nu. Jeg var normalvægtig. I den tynde ende. Selv om jeg havde former: lår, mave, bredde, numse. Ja, de var der, men jeg var tynd. Eller: slank er nok et mere korrekt ord at benytte.
Derfor stræber jeg i dag heller ikke efter at komme til at se ud, som jeg gjorde dengang. Kurver er okay for mig. Og hvis folk ikke kan lide at se på det, må de jo kigge den anden vej. Jeg vil bare gerne have en sund krop. Uden usundt organfedt. Men "deller" og former - de er velkomne til at blive. De er en del af mig. Og mon ikke det er noget sundere, end en size 0? Det tror jeg...
 |
| Fundet på tumblr |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar