Sider

tirsdag den 2. april 2013

Op på hesten


Okay, min følelse er lidt, at jeg har knækket nakken lidt på det er projekt! Hvorfor dælen skal det dog være så kompliceret at prøve at være sund?

Efter min store nedtur i går (se her), har det været nødvendigt at komme op på hesten igen. HALLO, det er lettere sagt end gjort! Det er jo nemmere bare at blive på jorden, og aldrig svinge benene over sadlen igen. Men jeg prøver at overbevise mig selv om, at det er den forkerte tankegang. Mangler virkelig motivation lige nu..

Overvejer om motivationen returnerer ligesom en boomerang, hvis nu jeg stiller mig op på vægten og ser om tallet er blevet mindre? På den anden side er der kun gået en uge, og eftersom jeg ikke tæller kalorier, tvivler jeg noget på, om den generelt sundere livsstil allerede kan ses på vægten. Og så er det da først demotiverende. ARGH!

Nå, men I får lige en kort opsummering af dagen:

Morgenmad: Yoghurt naturel med ymerdrys (den uden sukker)

Formiddag: Hjemmebagt bolle, æble og peberfrugtstave

Frokost: Salat, varmrøget makrelfilet, hytteost og et par oliven med mandler

Eftermiddag: Kaffe og gajoler

Eftermiddag 2: En halv hjemmelavet flødebolle og 5 saltpastiller

Eftermiddag 3: En cultura-to-go yoghurt

Aftensmad: Hakkebøf-lignende ting og noget grøntsagspandebix

Deraf kan man vel nok konkludere, at jeg ikke helt er kravlet tilbage på hesten. Men jeg er på vej. Gajolerne var sukkerfri – ikke at det gør det ok at spise dem. Spiste kun halvdelen af den hjemmelavede flødebolle, som min kollega havde medbragt, simpelthen fordi jeg fik dårlig samvittighed.

Har forresten fået et råd fra en veninde om, at jeg skal drikke et stort glas vand en halv time før jeg spiser. Har altid selv gjort det lige før maden, men tror jeg vil afprøve, om det har bedre effekt at gøre den en halv time før. Så kan det være, at jeg har lettere ved at holde mig til mindre portioner. Dét kæmper jeg stadig med. Har svært ved at stoppe hvis noget smager godt, og har det helt skidt ved at smide rester ud. Det kræver en ændret måde at tænke på, og det tager tid.

Til gengæld har jeg også gjort noget godt i dag. Tog hjem til mine forældre for at løbe en tur på løbebånd – planen var at tage 20 min, men tog 30 + 5 minutter på crosstraineren. Jeg er stolt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar