Ensomt køleskab søger selskab

Nu fik jeg nok! Ja jeg gjorde så. Efter endnu en mega usund dag, der både har involveret is og slik. Det betød handling = en indkøbstur. Kurven blev proppet med sunde sager - noget som de seneste uger, stille og roligt er forsvundet fra mit køleskab. Et køleskab der derfor så noget tomt og ensomt ud. Men nu har det fået lidt selskab af en masse grønt.

Blandt andet købte jeg en omgang nektariner. Jeg tror, at jeg uden at lyve, kan sige at det er min absolutte yndlingsfrugt. Den slår alt, selv jordbær og vindruer, som ellers også befinder sig højt på listen. Nektarinerne er lige som jeg synes de er bedst - syrlige og "hårde". Generelt er jeg mest til frugt, der ikke er alt for modent. Pære spiser jeg eksempelvis kun hvis de er helt, og jeg understreget, helt hårde. Bananerne skal stadig være i den grønne ende. Og sådan kunne jeg vel egentlig blive ved. Frugt der bliver blødt og for sødligt, siger mig bare generelt ikke så meget (der er naturligvis undtagelser).
Men nu har jeg i hvert fald et kilo nektariner, at sætte til livs - og det kommer sandsynligvis ikke til at tage særligt lang tid, med den fart jeg plejer at konsumere dem i.

Udover nektarinerne købte jeg også nogle bananer. Ud af dem fremtryllede jeg en sund bananasplit, som dessert her til aften. Den bestod af en banan, skyr, mandelsmør, kokosflager og kanel. Gums, siger jeg bare. Kombinationen kan jeg dog ikke prale med, at have fundet på. Opskriften kan ses her.

Som jeg nævnte tidligere, har jeg dog også spist søde sager i dag. En del af min eftermiddagsmad så sådan her ud - nærmere introduktion er vist ikke nødvendig.

Min undskyldning for at spise det, var egentlig virkelig ringe. Vågnede op i morges og var virkelig sløj. Uf, jeg havde det skidt. Det blev heldigvis bedre sidst på eftermiddagen, og hertil aften føler jeg mig næsten på toppen igen. Men min sløjhed førte altså til manglende dømmekraft. Og så var lakridserne ret rare i min kradsende hals.

Min aften har, udover projekt bananasplit, stået på afslapning - i selskab med James Morrisons fantastiske stemme. Kender I det, når musik bare rammer noget i en? Sådan har jeg det især med James Morisson og Gavin DeGraw. Det er musik, der sættes på når jeg er træt og trænger til et energiboost, når der skal skrives opgave, når jeg har brug for at tænke ting igennem og i alle mulige andre situationer også. Fælles for de to kunstnere er bare, at de går lige i hjertet på mig. Lige her til aften har det især været sangen "I Won't Let You Go", der har været på repeat. Den passede lige til mit humør.