Sider

fredag den 13. juni 2014

Mandelkage med Snickers-topping

Jeg er en meget lykkelig person i disse dage. Jeg har langt om længe fået min nye opvaskemaskine hjem, så NU skal der kokkereres. Dét kræver måske lige en forklaring. Jeg haaaaaaader at vaske op. Sådan som i virkelig hader. Det er endnu værre end at lægge tøj sammen, og så er det altså slemt. I et år boede jeg i en lille bitte ungdomslejlighed med tekøkken, og der fik jeg mere end rigeligt af at vaske op i hånden, så da jeg skulle flytte derfra, var det et must, at der skulle være en opvaskemaskine i min nye lejlighed. For et par måneder siden afgik min meget værdsatte opvaskemaskine ved døden, så opvaskebørste og opvaskemiddel har været fundet frem for en stund. Det har dog også betydet, at lysten til at lave mad har været en del mindre end normalt, da madlavning er lig med opvask. Det er heldigvis slut nu, og takket være min søde farfar, som har været og installere opvaskemaskinen, kan jeg gå i gang med at eksperimentere lidt mere i køkkenet.

I dag har jeg derfor været i køkkenet for at bage kage. Det er endt med en lækker mandelkage med snickers-topping, inspireret af Madbanditten.



Ingredienser til kagen
2 æg
2 spsk Sukrin Gold
90 g Kærgården Steg og Bag (eller smeltet smør)
10 g mandelolie (kan erstattes af mere smør)
1/2 tsk vaniljepulver
1 tsk bagepulver
1 1/2 dl mandelmel
1 tsk mandelessens

Ingredienser til Snickers-topping
100 g mørk chokolade
100 g crunchy peanutbutter
1/2 – 1 spsk Sukrin Gold
2 spsk fløde

Sådan
Pisk æggene luftige og tilsæt Sukrin Gold. Hæld smør og olie i æggene sammen med vanilje og bagepulveret. Pisk dette godt sammen, og tilsæt nu mandelmel og mandelessens. Imens dejen hviler varmes ovnen til 200 grader. Når ovnen er varm hældes kagedejen i en form med bagepapir og bages i 15-17 minutter.

Når kagen er afkølet, laves toppingen. Smelt chokoladen i et vandbad og tilsæt Sukrin Gold, fløde og peanutbutter. Toppingen fordeles på kagen, og kagen sættes herefter køligt indtil toppingen er stivnet.


Hvis du ikke har det så godt med peanutbutter, tror jeg også, at en chokolade-kokos topping kunne være lækker sammen med mandelkagen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar