Sider

lørdag den 31. august 2013

Frygten for sult

Det meste af den forgangne uge har været ganske hyggelig. Dette er jo min sidste "rigtige" ferieuge inden hverdagen melder sin tilbagekomst på torsdag. Desværre er det gået helt i hat og briller med sundheden, og ærligt talt så er jeg godt og grundigt irriteret over det. Jeg mangler lidt noget motivation for at fortsætte det projekt jeg påbegyndte. Ind i mellem undres jeg over, hvorfor det skal være så svært. For mig i hvert fald. Jeg føler mig virkelig ringe, når jeg ser alle de mennesker, som - uden problemer - tilvælger sunde madvaner og masser af motion. Her sidder jeg i selskab med mine Pringles og Nellie Dellies, ja de der som lige råbte lidt for højt af mig, da jeg handlede ind til aftensmaden, eller mine sunde nødder, som bliver spist i alt for store mængder, og i det hele taget alt for meget mad, mens alle andre formår at nøjes med en portion og spiser som fugle. Jah, jeg er vist lidt bitter i dag. Jeg gad bare godt nå til det punkt, hvor jeg ikke er bange for at blive sulten (og gå sukkerkold). Det er ligesom en frygt, som sidder i mig. Jeg tør dårligt forlade min lejlighed uden at have spist et stort måltid først. Det føles invaliderende. Forfærdeligt. Det gør det virkelig, og det er så frustrerende. Jeg håber også, at den dag kommer, hvor impulsen ikke siger: "Spis mere, mere, mere" så hvert måltid ikke længere er en kamp jeg alligevel taber. What to do? Nogle råd? For jeg er ved at være en desperat type. Mad fylder alt for meget i min hverdag. Ikke den sundhedsmæssige del egentlig - det er ikke en "tvangstanke" (i mangel på bedre ord). Det er mere frygten for sult - og den deraf voldsomme overspisning. Jeg har bare lyst til at skrige... længe og højt.

NÅH. Der er også en enkelt opmuntrende tanke.. og det er den her lækre sag, som jeg har købt i dag! I anledning af at jeg starter i skole igen, og mangler en taske, som mine skolebøger kan være i på skoledagene.

søndag den 25. august 2013

Regnbuedagen

I går var min kæreste og jeg inde på Comedy Zoo for at *trommehvirvel* se noget comedy. Hvad vi ikke lige havde taget med i vores overvejelser var, at der var Copenhagen Pride. Ikke noget ondt sagt om det arrangement - overhovedet ikke faktisk - bortset fra at det tog en halv krig at bevæge sig gennem gaderne derinde. Men jeg må give arrangørene credit for, at stemningen var helt fantastisk. Alle var glade, feststemte og forstående. Hvad jeg fandt helt utrolig var DI's bygning - den var ret imponerende i regnbuefarver.



Det lykkedes os heldigvis, at få mast os gennem de festglade mennesker og fik en ganske morsom aften med højlydte grin. Så i den forstand var alt jo som det skulle være. Aftensmaden blev indtaget på RizRaz. Jeg ELSKER deres buffet... årrrh, især lasagnen. To die for. Klistret og lækker, den er lige min smag! I dag står den dog igen på sund mad. Her til morgen et spejlæg eller to i selskab med en skive flødeharvati .. eller to! Og hvor er det sunde henne i det? Jo såmænd - honningmelon on the side!

lørdag den 24. august 2013

Tidstanker

Den sidste hele ferieuge starter på mandag - synes godt nok at tiden er fløjet afsted... Lige nu sidder jeg og undres over, hvad det egentlig liiige er jeg har fået dagene til at gå med. Afslapning og hyggelige oplevelser, ja. Men altså. Det er godt nok gået stærkt!!

Når jeg sidder og skriver løs om, hvor stærkt tiden er gået, kommer jeg også til at tænke på, at det snart er et halvt år siden, at jeg begyndte at omlægge min livsstil. Det lyder sørme fornemt "livstilsomlægning". Det gør det virkeligt. Men hold nu op altså. Jeg er jo langt fra i mål. Har fået fjernet nogle af de små, flabede, mega irriterende dårlige vaner. Erstattet nogle af disse med bedre vaner. Og genimplementeret visse af de små... flabede... mega irriterende.. dårlige vaner. 

Måske bliver jeg en dag en af disse superhelte, der kan totalsmadre de små ondskabsfulde monstre. De monstre, som i dette tilfælde er dårlige vaner og slik og chips og kage og motionshad og... Men indtil da fortsætter det hårde arbejde vist! 

Jeg har i høj grad overvejet, at prøve det med at lægge en madplan igen. Denne gang dog kun for aftensmåltiderne. Det burde da kunne lade sig gøre altså! Andre kan finde ud af at gøre det, så det kan jeg også. Det er i hvert fald et forsøg værd. Måske slipper jeg derved for at handle træt og irriteret sidst på dagen. Den tid på dagen, hvor min krop samtidig skriger højlydt, når jeg går gennem slikreolerne ved kasseområdet, mens jeg meget pædagogisk gentager for mig selv: "Nej, ikke nu søde ven. Det går slet ikke med al det slik. Seeee, der ligger en pose gulerødder i kurven. Sådan en kan du få, når du kommer hjem".

mandag den 19. august 2013

Det der sygdom...

Hm, min krop brød sig åbenbart ikke om konceptet i bytur. Jeg har i hvert fald ligget syg i går og i dag, og jeg er desværre overbevist om, at det er min krops straf for den forgiftning og søvnmangel, som jeg introducerede den for. IH. Heldigvis føler jeg mig i bedring her i løbet af aftenen - og jeg har lært lektien! Der går lang tid før jeg ender ud i sådan en omgang igen. Den er sikker.

Det har desværre betydet, at jeg i store træk har sovet de sidste par dage væk. Og i dag blev den rigtig slem. Der endte det ud i en pizza. Jeg var sulten, for skidt til at kæmpe mig ned og handle og så blev det den usunde løsning. I morgen satser jeg dog på, at være fit for fight igen, og dermed også have overskud til at fodre min mave med en masse sundere alternativer. En lækker smoothie måske? Det har jeg fundet ud af faktisk kan være et super mættende mellemmåltid, så længe jeg blender havregryn og mandler med. Nu tilbage til survivalkittet: dynen og the-kanden... og så sidder jeg og undres over, hvorfor i alverden den pizza jeg fik leveret ikke så sådan her ud:


lørdag den 17. august 2013

Never again...

Jeg ved ikke hvorfor, jeg altid vågner op efter en bytur og tænker "Det dér, det gør jeg aldrig igen. Aldrig igen drikker jeg øl. Eller andet alkohol for den sags skyld", hvorefter det lykkeligt er glemt, når den næste øl ryger indenbords den efterfølgende bytur. Jeg var ganske ynkelig i går, det må jeg erkende. I hvert fald indtil ved en 18-tiden, hvor jeg rent faktisk fik lavet mig et ordentligt måltid sundt mad. Det var naturligvis efter den obligatoriske pizza fra fryseren og et glas cola eller tre senere. Jeg gik da også allerede i seng klokken 20.30 - og vågnede i morges klokken 10 ikke nær så veludhvilet som håbet. Men det må vist gå under kategorien selvforskyldt.

Min aftensmad var som jeg nævnte sund. Kyllingerod på panden med gulerod/squash-råkost til. Flot så det ud (pænere end på billedet, hvor det ser ret snusket ud). Farverigt og velsmagende, og også en smule stærkt takket være mit nyindkøbte yndlingskrydderi: chiliflager.



I dag kører jeg ingen-slik-politikken. For det første har jeg ingen slik hjemme, jeg har i dette øjeblik ikke lyst til slik, og så har jeg i dagens anledning en backup plan, der hedder en smoothie i tilfælde at sliklysten får overhånd. Sådan manner!

onsdag den 14. august 2013

Eftermiddagssmoothie med kanel

Det er en rigtig regnvejrsdag i dag, så jeg er gået i hi med en god bog og en omgang the.

Jeg har dog lige bevæget mig ud i køkkenet, for at lave en lækker eftermiddagssmoothie. Den ser sådan her ud:



Hvis du også har lyst til at lave den, skal du bruge

2 glas
20 g. mandler
10 g. havregryn
1 æble (gerne grønt)
50 g. hindbær, frost
100 g. banan (jeg havde frosset min først)
1 dl yoghurt naturel
1½ dl mælk
Ca. ½ tsk kanel

Start med at blend mandler og havregryn fint. Tilsæt herefter de øvrige ingredienser og blend. Jeg søder ikke mine smoothies, men hvis du plejer at gøre til, kan du evt. bruge sukrin, hvis du gerne vil undgå sukker.

tirsdag den 13. august 2013

Sund moussaka og en omgang shopping

Jeg har haft endnu en lækker feriedag. Jeg mødtes til en omgang frokost med min kæreste, og jeg fik en lækker og usund burger! Det lykkedes mig, at få ham lokket med mig på en lille shoppetur. Jeg må indrømme, at han var meget tålmodig, mens jeg gik rundt og kiggede, prøvede, kiggede lidt mere, prøvede endnu mere, skulle have hjælp til beslutninger (hvor jeg udelukkende fik diplomatiske svar, der var ganske ubrugelige ... hvor er det egentlig, at mænd lærer det henne??) og så lige skulle have en kiggetur mere rundt i butikken. Jeg endte med at komme hjem med en del. Tre (!) par sko, en nederdel, en t-shirt, en blazer, en lækker bluse og sådan lidt af hvert ellers. JEG ER EN GLAD PIGE!

Jeg har også lavet et andet lækkert fund i dag - en bailey cream the. Hold nu op den er god. Købte den i Føtex fyld-selv-the. Den er lige mig. Den er blød og blid i smagen på sådan en vildt nice måde... Tror dog det er sådan en the man enten elsker eller hader, for den er godt nok en smule speciel.

Her til aften har jeg lavet en omgang moussaka - i to versioner. En med aubergine til mig og en med kartofler til kæresten, som ikke har noget imod en ordentlig gang stivelse, haha.

Moussaka
Der er beregnet til aftensmad til to personer til to dage, men der er nok også til en gang frokost med den mængde...


Billedet blev lidt blitzet - men her er det ene fad moussaka! :-)

Opskriften er som følger til et fad med aubergine og et med kartofler

Ingredienser
1 aubergine
Ca. 5 kartofler
2 tsk olie
1 stort fintsnittet løg
450 - 500 g. hakket oksekød
3 gulerødder, revet
1 dåse hakkede tomater
1 stor dåse tomatpuré
Evt. et lille skvat fløde
Evt. ½ dl vand
½ l mornaysauce (kan købes eller laves selv)
1 pose revet ost, fx rød cheddar
1-2 poser frisk mozarella (ikke revet)
Basilikum, oregano, paprika og muskatnød
Salt og peber

How to do it..

Skær kartofler og aubergine i skiver og læg dem i hvert sit fad.

Steg løget klart i olien og tilføj det hakkede oksekød. Steg lidt og tilsæt herefter gulerødder, hakkede tomater, tomatpuré og krydderier. Lad det simre lidt og tilsæt vand og fløde, hvis sovsen ikke er flydende nok. Når det hele har simret i 5-10 minutter hældes kødsovsen over kartofler/auberginer. Det toppes med mornaysauce og herefter revet ost og mozarella. Moussaken skal have ca. 40 minutter i ovnen ved 200 grader varmluft.

August-update

Hverdagen nærmer sig med hastige skridt. Godt nok er der omtrent tre uger til hele showet starter, men jeg synes, at der er så mange småting, jeg liiiige skal have på plads inden da. Jeg ved ikke, om jeg har nævnt det tidligere, men jeg starter nyt arbejde her til september. Jeg har tidligere været revisortrainee, og er det egentlig lidt endnu, da det forløb afsluttes her i august. Jeg har dog valgt, at skifte boldgade, lidt i hvert fald, da jeg har søgt og fået en stilling som økonomielev. Det betyder, at jeg lige tager to års uddannelse mere. Jeg har været så heldig, at de på min nye arbejdsplads også gerne ser, at jeg færdiggør min HD ved at tage HD 2. del, og at de derfor gerne vil sponsorere den. Det er jeg virkelig glad for, da jeg har det bedst med at afslutte de ting, jeg har påbegyndt. Men men men, så skulle jeg jo lige tilmeldes der, jeg skal have købt bøger, læst til første undervisningsgang og alt muligt andet. Det er selvfølgelig helt fint, men så ved jeg også, at tiden bare flyver afsted - og så hedder det pludselig september...

Rent sundhedsmæssigt går det egentlig nogenlunde. Jeg er ikke vildt striks her i ferietiden, selv om jeg måske burde være det, når min ferietid er/har været to måneder lang. Dog har jeg har kunnet konstatere en ting, nemlig at nogle af de sunde vaner og nye tankegang rent faktisk har bidt sig fast. Jeg er mindre tilbøjelig til at spise usundt - chokolademaden på det hvide brød er skiftet ud med en grovbolle med hytteost. Jeg snacker gerne, men det er oftere tørret frugt, grøntsager eller andet sundt. Min aftensmad er generelt mindre proppet af de hurtige kulhydrater og i stedet fyldt med protein, sundt fedt og grønt. Naturligvis spiser jeg stadig pasta, ris og kartofler, det er bare i mindre mængder og ikke noget der nødvendigvis serveres hver dag. Og overordnet set spiser jeg bare sundere.

Noget jeg dog også har måtte konstatere er, at jeg stadig er elendig til det med at stoppe med at skovle mad i munden, når jeg først er begyndt. Jeg kan blive ved med at spise. Måske er jeg blevet lidt bedre til ikke at overspise alt for meget. Med det mener jeg, at jeg stadig overspiser, men jeg stopper bare overspisningen hurtigere end jeg plejede.

Motion har jeg heller ikke helt formået at tage mig sammen til endnu ... ikke mere at sige dér.

Nu vil jeg gå ned og handle sammen med min kæreste. Vi skal lige have købt ind til den moussaka, vi skal spise i aften. Mm, glæder mig til den. Moussaka er altid godt!

torsdag den 8. august 2013

Havregrynskager i sund version


I går aftes fik jeg pludselig lyst til noget sødt. Tankerne sværmede om jordbærtærter og lagkage, åååh, en othellolagkage havde gjort godt. Om Djunglevrål og Piratos. Om chokolade med kokosflager og Toffifees. Jeg kunne blive ved. Der skulle bare noget sødt indenbords. Jeg faldt dog ikke i - sådan rigtigt i hvert fald. Jeg lavede mig nemlig nogle sunde havregrynskager inspireret af denne opskrift fundet på JulieKarlasKøkken, hvor der hverken er tilsat mel eller sukker. Jeg bevægede mig endda ned for at købe bananer uden at købe slik eller andet usundt med hjem. Jeg så dog nogle tørrede figner, som jeg besluttede skulle i min version af havregrynskagerne i stedet for de tørrede tranebær. Desuden tilføjede jeg en håndfuld grofthakkede mandler og et par tørrede abrikoser. Mmm, de var gode. Jeg lavede nogle ret store kager ud af dem, så der var vel en 10 stykker. Et par af dem blev spist i går aftes. De fungerede også som morgenmaden i dag - og på trods af kulhydraterne mættede de virkelig længe. PERFEKTE. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har lavet dem. Næste gang tror jeg, at jeg vil eksperimentere med noget andet fyldt. Måske en lille smule mørk chokolade, hvis det skal være en rigtig syndig dag. Eller hasselnødder og mandler. I hvert fald er jeg begejstret. De formåede faktisk at stille min lyst til det søde, uden at jeg havde fornemmelsen af at nøjes.

søndag den 4. august 2013

MUFA-mad og failure

SLAM BAM. Det er lyden, af mig der falder ned i et stort, sort hul. Et hul, der er proppet med alverdens slik og dårlig samvittighed. Det er mig. Jeg er August Gloop, den lille tykke dreng fra Charlie og Chokoladefabrikken. Det grådige barn uden selvkontrol. Ham der skal smage på al chokoladen, fordi det smager så godt. Ham der kommer i ulykker, fordi han ikke kan finde ud af at sige stop. Det lyder bekendt, ikke sandt? Det er mig.

Det der med at lade slikket passe sig selv, er jeg ganske elendig til. Jeg har for tiden de største cravings og absolut ingen realitetssans i forhold til hvad normale slikmængder er. I går var jeg nede for at købe bland-selv-slik. Posen var virkelig godt fyldt, men i mit hoved virkede det som en forholdsvis lille mængde. Irriterende. Nå, men al slikket er spist. Det røg ned i går og i dag. Uden tvivl en failure. Hej, jeg hedder Julie, og jeg er slikafhængig. Ligesom Augustus. 

MEN i det mindste har dagens aftensmad været god og oven i købet også MUFA-venlig. Jeg lavede en porre-spidskål opskrift fra min "Spis maven flad"-bog, og dertil hjemmeopfundne kyllingefrikadeller. Porre-spidskål opskriften er virkelig god, men jeg vil ikke gengive den her, da jeg ikke ved, om det bryder nogle copyrightregler. Den smager dog af en hel masse, så munden (og maven) er glad.


Min kyllingefrikadeller kan I dog godt få opskriften på. Jeg har lavet mine i ovnen fordi jeg var for doven til at stå og stege dem, men er man mere til pandestegte deller, er de jo lige til at lave sådan.

Kyllingefrikadeller ala Julie

Du skal bruge:

400 g. hakket kyllingekød
1 æg
50 g. sorte oliven i skiver
30 g. grofthakket mandler
130 g. grofthakket salattern
0,5 tsk. paprika
0,5 tsk. tørret basilikum
0,5 tsk. salt
En knivspids peber
Kærgården steg og bag til pensling (spiser du ikke MUFA kan det erstattes af andre mærker eller udelades)

Bland alle ingredienserne bortset fra Kærgården steg og bland godt sammen. Lad farsen stå i køleskabet i 10-15 minutter. Form herefter frikadellerne med en ske og placér dem på en bageplade med bagepapir. Frikadellerne pensles herefter med fedtstoffet, og steges i en 220 grader varm ovn i ca. 25 minutter.

De blev ret gode og passede godt sammen med porre-spidskål tilbehøret. Et dejligt aftenmåltid.

Nu vil jeg drikke, eller spiser man?, noget koldskål. Det er bare perfekt på sådan en varm sommeraften. Mmmm!

lørdag den 3. august 2013

Fejringer og hverdag i ferielivet

Først et forsinket tillykke til alle jer, der er kommet ind på jeres drømmeuddannelse! Personligt har jeg kunne fejre, at både min kæreste og min søster er kommet igennem nåleøjet på henholdsvis kunsthistorie og bioteknologi. Min kæreste og jeg fejrede tillykke-brevet med god mad og et godt glas vin. Det ser lidt brunt ud (hurra), men godt smagte det!



Jeg har også fået lavet en god omelet, omend den var lidt simpel - bare æg og lidt fløde, that's it. Mmm, det var en god morgenmad. Det er nok noget af det, jeg  elsker mest ved at have ferie. At have tid til at lave noget simpelt og lækkert mad fra morgenstunden.



Og så er der faktisk også sket noget sjovt! Jeg har fået klippet håret af.... Ej, bare rolig. Det har jeg ikke. Jeg har kun fået klippet 10-15 cm. af, men da jeg det meste af mit liv har haft den længde jeg har nu eller kortere, så er min nye frisure ikke kort i min optik. MEN jeg er i hvert fald glad for det!!

Før frisørbesøget...
Efter frisørbesøget...

I torsdags mødtes jeg med en veninde for at tøsesladre over en gang mad. Ja, min ferie er vist lidt præget af at spise... haha. Vi endte på Luna's Diner, hvor jeg fik en virkelig smagfuld, cremet og kulhydratrig pastaret og dertil en hjemmelavet passions-isthe. Et rigtigt syndemåltid, men det var godt! Efterfølgende fik vi et par cocktails eller fem på Absurt. Hold nu op, de var superb (det er simpelthen et genialt ord - superb: det er særligt, specielt, anderledes... og gammeldags, gotta love it). Det er endnu en grund til, at jeg elsker at have ferie. At kunne gøre hvad man vil, når man vil. Og drikke cocktails til klokken 2.30 om natten på en torsdag.




Jeg har også været hele min tøsefilmssamling igennem. Der er ikke SÅ mange film i den, kun de gode klassikere: Pretty Woman, Notting Hill, You've Got Mail .. ja, og så en 5-7 stykker mere. Jeg tror tidligere, at jeg har sagt, at jeg ikke er filmtypen. Og det er jeg virkelig heller ikke. Men tøsefilm har jeg nu altid haft lidt lettere ved at tage mig sammen til at få set. Lige i dette øjeblik sidder jeg og ser Coyote Ugly - den vækker altså teenageminder.

I må have en dejlig lørdag! :o)