Sider

tirsdag den 13. august 2013

August-update

Hverdagen nærmer sig med hastige skridt. Godt nok er der omtrent tre uger til hele showet starter, men jeg synes, at der er så mange småting, jeg liiiige skal have på plads inden da. Jeg ved ikke, om jeg har nævnt det tidligere, men jeg starter nyt arbejde her til september. Jeg har tidligere været revisortrainee, og er det egentlig lidt endnu, da det forløb afsluttes her i august. Jeg har dog valgt, at skifte boldgade, lidt i hvert fald, da jeg har søgt og fået en stilling som økonomielev. Det betyder, at jeg lige tager to års uddannelse mere. Jeg har været så heldig, at de på min nye arbejdsplads også gerne ser, at jeg færdiggør min HD ved at tage HD 2. del, og at de derfor gerne vil sponsorere den. Det er jeg virkelig glad for, da jeg har det bedst med at afslutte de ting, jeg har påbegyndt. Men men men, så skulle jeg jo lige tilmeldes der, jeg skal have købt bøger, læst til første undervisningsgang og alt muligt andet. Det er selvfølgelig helt fint, men så ved jeg også, at tiden bare flyver afsted - og så hedder det pludselig september...

Rent sundhedsmæssigt går det egentlig nogenlunde. Jeg er ikke vildt striks her i ferietiden, selv om jeg måske burde være det, når min ferietid er/har været to måneder lang. Dog har jeg har kunnet konstatere en ting, nemlig at nogle af de sunde vaner og nye tankegang rent faktisk har bidt sig fast. Jeg er mindre tilbøjelig til at spise usundt - chokolademaden på det hvide brød er skiftet ud med en grovbolle med hytteost. Jeg snacker gerne, men det er oftere tørret frugt, grøntsager eller andet sundt. Min aftensmad er generelt mindre proppet af de hurtige kulhydrater og i stedet fyldt med protein, sundt fedt og grønt. Naturligvis spiser jeg stadig pasta, ris og kartofler, det er bare i mindre mængder og ikke noget der nødvendigvis serveres hver dag. Og overordnet set spiser jeg bare sundere.

Noget jeg dog også har måtte konstatere er, at jeg stadig er elendig til det med at stoppe med at skovle mad i munden, når jeg først er begyndt. Jeg kan blive ved med at spise. Måske er jeg blevet lidt bedre til ikke at overspise alt for meget. Med det mener jeg, at jeg stadig overspiser, men jeg stopper bare overspisningen hurtigere end jeg plejede.

Motion har jeg heller ikke helt formået at tage mig sammen til endnu ... ikke mere at sige dér.

Nu vil jeg gå ned og handle sammen med min kæreste. Vi skal lige have købt ind til den moussaka, vi skal spise i aften. Mm, glæder mig til den. Moussaka er altid godt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar