Sider

lørdag den 30. november 2013

Blåbær-vaniljesmoothie

Min søde tand gav lyd fra sig her til aften. Klog af skade har jeg aldrig slik liggende i skufferne, da jeg ved at jeg på ingen måde kan holde mig fra det, så jeg var nødsaget til at finde et alternativ. Det kom der denne her meget søde smoothie ud af.




Blåbær-vaniljesmoothie
½ banan
½ rødt æble
Ca. 1 dl blåbær fra frost
Vanilje yoghurt fra Cheasy

Skær æbler og banan i tern og blend sammen med de øvrige ingredienser. Brug så meget eller lidt yoghurt du har lyst til. Smoothien bliver sød nok til min tand, men du kan sagtens smage den til med eksempelvis sukrin.

fredag den 29. november 2013

Juleglad type!

Jeg elsker jul. Ved egentlig ikke hvor dét kommer fra, for selv om der ikke er nogen i min familie der decideret hader jul, er jeg vist den eneste, der går helt bananas. Men ja, det gør mig bare så glad. Levende lys, den bidende kulde, måske-sneen, glæden, hyggen, den gode mad, det gode juleslik, gløgg og æbleskiver, juletræ, julepynt, gaverne man giver og får, alle traditionerne og alt hvad der ellers hører til. Bedst af alt er julemusikken altså. Når den bliver sat på, så kommer associationerne til alle de før nævnte ting. Og med julemusik går altid bare lidt hurtigere - og alt bliver lidt sjovere. Især oprydning og rengøring. Ding dong dynamolygte, så er det fikset. Sådan føles det i hvert fald.

Min søster synes, at jeg er juletosset... så jeg fik det her fine juletræ tilsendt som mms. Det pryder nu, som baggrundsbillede på min telefon. Yessir. December er her lige om lidt!

Hos mig begynder julen for alvor 1. søndag i advent. Der er traditionen efterhånden blevet, at jeg inviterer mine forældre, min søster og min mormor på gløgg og æbleskiver. Se, dét er hyggeligt. Så kan I forestille jer, hvor meget det irriterede mig, at min lille køkken-ildebrand lige ødelagde det? Heldigvis var min mor så sød at tilbyde, at vi kunne holde det hjemme hos dem i stedet for. Så på søndag går turen der hjem til en eftermiddag med en masse hygge. Jeg glæder mig.

onsdag den 27. november 2013

Brand i køkkenet

Hold nu op, hvor har de sidste dage været begivenhedsrige. Desværre er det ikke på den positive måde…

Søndag aften havde jeg en lille bitte ildebrand i mit køkken. Ja, det kan være farligt at koge kartofler, når man kommer til at tænde for den forkerte kogeplade og derefter forlader køkkenet. Heldigvis nåede jeg at opdage det i tide, og jeg fik slukket branden. Det ændrer dog ikke på, at der er kommet en del skader – køkkenskab, vægge og loft er totalt tilsodet, der er flammeskader flere steder og min kogeplade er ude af drift. Det endte altså med at være en mere eller mindre kaotisk søndag eftermiddag, og de efterfølgende dage har også været lidt hektiske, da jeg har haft en masse forsikringshalløj at få styr på. Nu satser jeg på, at min sag bliver behandlet hurtigt hos forsikringen, så jeg igen kan lave mad i mit køkken.

Jeg har dog heldigvis stadig mulighed for at lave mad i min ovn. Det synes jeg dog bare kræver noget mere opfindsomhed, nu hvor jeg på ingen måde kan bruge kogepladerne. Da jeg inden branden havde nået at købe en masse æg, som skulle bruges til at lave morgenmadsomelet, skulle jeg finde en måde at få dem brugt. Det fik jeg løst ved at lave en æggekage – desværre fik jeg aldrig taget et billede af den.

Opskriften på den kommer her.

Æggekage til 2 personer + 1 frokost

Du skal bruge

9 æg
½ - 1 dl kaffefløde
Ca. 1 dl skyr
3½-4 spsk. rugmel
En håndfuld rød revet cheddar
1 tsk paprika
Salt og peber
Evt. purløg
Smør/margarine til smøring af fad
Serveres med rugbrød og gnavegrønt.

Sådan gør du
Pisk ingredienserne sammen med en elpisker, og hæld det herefter i et ildfast fad. Bages i ca. 20 minutter ved 200 grader. Imens æggekagen er i ovnen renser du grøntsagerne og skærer dem i stænger. Så er der serveres.


I går lykkedes det mig også (mens æggekagen var i ovnen), at få lavet nogle sunde havregrynskager. Dem har jeg også tidligere lavet, og de er altså en succes hver gang. Især når man er et madpakkehadende menneske, der grundet skoleophold bliver nødt til at have sådan en med. Suk. Note to self: sæt aldrig ild til dit køkken igen…

mandag den 11. november 2013

Et normalt forhold til mad

Nu har jeg vist erklæret min tilbagevenden i blogverdenen en del gange her på det sidste. Men NU tror jeg altså at den er der.

Der er egentlig en helt simpel grundt til, at jeg ikke helt har haft overskud til at blogge. Mad og måltider fyldte ganske enkelt for meget i mit liv til sidst. Nærmest som var det en tvangstanke. Al fokus handlede om det næste måltid - om hvad jeg måtte spise, hvornår jeg måtte spise. Dette fokus gjorde at jeg følte mig voldsomt sulten hele tiden, og at jeg havde svært ved at koncentrere mig om andet, da tanken om mad - og især mellemmåltider - optog en alt for stor del af hjernekapaciteten.

Derfor har jeg brugt de sidste par måneder på at komme væk fra det fokus. Bevares, det har resulteret i et par ekstra kilo på kontoen og en del usunde måltider. Men det har også gjort, at min tilgang til mad har normaliseret sig. Jeg spiser når jeg er sulten, og ikke efter klokkeslet. Mine tanker kredser ikke om mad 24/7. Der kan gå mange timer uden at jeg tænker, at jeg har lyst til at spise, bør spise eller ikke bør spise. Og ganske af sig selv - uden at ændre i mine måltider (bortset fra at mindske indtaget af min nye dårlige vane caffelatte/cappuccino fra arbejdets lækre kaffeautomater) og uden at have det som fokus, er der stille og roligt røget 1,5 kg. af de 2 kg. jeg havde taget på.

Generelt har jeg også fået mere overskud. Jeg er efterhånden faldet godt på plads på mit nye arbejde, så det trækker ikke ligeså meget energi, som det gjorde i starten. Og så har jeg det simpelthen så godt med mine nye kollegaer, hvilket har betydet, at lattermusklerne er kommet på arbejde. Det giver altså også lidt ekstra på overskudskontoen.

Eftersom slik og kage ikke serveres i lige så høj grad på mit nye arbejde, som det var tilfældet på min tidligere arbejdsplads, er mængden af indtaget sukkerstads også begrænset betragteligt. Nu spiser jeg torsdagskage - ét stykke - og et par stykker af fredagsslikket. Da lokationen er midt i et industrikvarter er der ingen kiosker, butikker eller andet, som man lige kan smutte hen i hvis sukkertrangen bliver for voldsom. Og efter aftensmaden er trangen sjældent så stor som den er i eftermiddagstimerne. Så sukkerindtaget er helt naturligt også blevet markant mindre.



For sjovs skyld vil jeg lige illustere mit typiske madindtag, som det har set ud de sidste par uger.

Morgenmad: Et stykke groft brød eller en bolle med smør og skiveost samt en kop cappuccino.
Formiddag: Et stykke frugt og en rugbrødsstang.
Frokost: Dagens lune ret og en masse grøntsager hertil hjemmelavet pesto.
Eftermiddag: 3 digestivekiks og 5 tuckiks samt et stykke frugt og en kop caffelatte.
Aftensmad: Rugbrød eller sund ret, som regel uden kulhydrater.
Aften: The/kaffe med fløde og evt. lidt sødt til ganen - eksempelvis sukkerfri gajol.