Sider

tirsdag den 10. juni 2014

Til kamp mod sukkeret 2

Det er faktisk gået over al forventning, det her med at sukkeret ikke længere skal være en styrende faktor i min hverdag. Jeg har spist kage en enkelt gang og 10 poletter (som er en af yndlingslakridserne) en enkelt gang. Det var en velovervejet beslutning jeg tog - i begge tilfælde. Og min krop reagerede meget kraftigt på sukkerindholdet begge gange.

Kagen blev spist, da min kærestes mor havde fødselsdag. Hun laver nogle virkelig gode kager, så jeg valgte, at det var dét værd. Men føj for den, hvor fik jeg det skidt. Jeg rystede, svedte og fik hovedpine. Jeg endte med at stå af toget en station før jeg skulle, og gå de 4 kilometer hjem i et forsøg på at få det lidt bedre. Egentlig bør den reaktion være nok til, at jeg ikke spiser sukker igen. Men sådan bliver det nok ikke helt. Det vigtigste for mig er, at jeg kan gå tilbage til at lade være med at spise sukker dagen efter.

Men hvad er det så, der har gjort, at denne her sukker”afvænning” har været en succes? Jeg tror, at det helt afgørende har været, at jeg stort set ikke spiser hurtige kulhydrater. Det betyder ingen kartofler, ris, hvid pasta, store mængder af rodfrugter, frugt mm.

Når jeg siger stort set, er det fordi jeg har spist begrænsede mængder fuldkornspasta, rugbrød og rodfrugter. Jeg har også gjort det til en vane, at spise en banan, på de dage jeg ikke spiser andre af de nævnte kulhydrater, simpelthen fordi jeg kan mærke, at min krop har brug for kulhydraterne.

Det allermest afgørende, tror jeg dog har været det faktum, at jeg har skruet markant op for fedtindtaget. Jeg kan mærke, at det stabiliserer mit blodsukker. Dage hvor jeg føler mig urolig, utilpas og har sukkertrang, tager jeg et shot med olivenolie. Og ja, det er virkeligt klamt, men det virker med det samme. Fedtet stabiliserer bare mit blodsukker så godt, og så holder det mig bare mæt længere end jeg nogensinde mindes at have været.

En anden vigtig detalje er, at jeg ikke forsøger at bestige Mount Everest. Med det mener jeg, at jeg ikke både forsøger at fjerne sukker, skære ned på kalorier i forsøg på at tabe mig og begynde at motionere samtidig. Desuden spiser jeg, når jeg er sulten, og jeg spiser de mængder, der skal til for at gøre mig mæt. Når jeg bliver sulten mellem måltider, forsøger jeg at spise noget med højt MUFA-fedtindhold. Det kan være MUFA-venlige nødder som mandler, pecannødder, macadamia nødder eller cashewnødder. Andre gange bliver det til en avocado eller en klidkiks med nøddesmør eller mayonnaisesalater fra K-salat. Når sukkertrangen melder sig, drikker jeg gerne en cola zero eller spiser en klidkiks med cavalier choko-nøddecreme.


Med det sagt, så er jeg glad for, at jeg har fundet noget der virker på mig. Har aldrig følt mig mæt på samme måde som jeg gør nu, og som en super lækker bieffekt, er min talje blevet 7 cm!!!! mindre. Jeg siger dermed ikke, at det her med at droppe kulhydraterne til fordel for MUFA-fedt vil være godt for alle, men for mig har det virkelig gjort en meget stor forskel.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar