Sider

onsdag den 27. november 2013

Brand i køkkenet

Hold nu op, hvor har de sidste dage været begivenhedsrige. Desværre er det ikke på den positive måde…

Søndag aften havde jeg en lille bitte ildebrand i mit køkken. Ja, det kan være farligt at koge kartofler, når man kommer til at tænde for den forkerte kogeplade og derefter forlader køkkenet. Heldigvis nåede jeg at opdage det i tide, og jeg fik slukket branden. Det ændrer dog ikke på, at der er kommet en del skader – køkkenskab, vægge og loft er totalt tilsodet, der er flammeskader flere steder og min kogeplade er ude af drift. Det endte altså med at være en mere eller mindre kaotisk søndag eftermiddag, og de efterfølgende dage har også været lidt hektiske, da jeg har haft en masse forsikringshalløj at få styr på. Nu satser jeg på, at min sag bliver behandlet hurtigt hos forsikringen, så jeg igen kan lave mad i mit køkken.

Jeg har dog heldigvis stadig mulighed for at lave mad i min ovn. Det synes jeg dog bare kræver noget mere opfindsomhed, nu hvor jeg på ingen måde kan bruge kogepladerne. Da jeg inden branden havde nået at købe en masse æg, som skulle bruges til at lave morgenmadsomelet, skulle jeg finde en måde at få dem brugt. Det fik jeg løst ved at lave en æggekage – desværre fik jeg aldrig taget et billede af den.

Opskriften på den kommer her.

Æggekage til 2 personer + 1 frokost

Du skal bruge

9 æg
½ - 1 dl kaffefløde
Ca. 1 dl skyr
3½-4 spsk. rugmel
En håndfuld rød revet cheddar
1 tsk paprika
Salt og peber
Evt. purløg
Smør/margarine til smøring af fad
Serveres med rugbrød og gnavegrønt.

Sådan gør du
Pisk ingredienserne sammen med en elpisker, og hæld det herefter i et ildfast fad. Bages i ca. 20 minutter ved 200 grader. Imens æggekagen er i ovnen renser du grøntsagerne og skærer dem i stænger. Så er der serveres.


I går lykkedes det mig også (mens æggekagen var i ovnen), at få lavet nogle sunde havregrynskager. Dem har jeg også tidligere lavet, og de er altså en succes hver gang. Især når man er et madpakkehadende menneske, der grundet skoleophold bliver nødt til at have sådan en med. Suk. Note to self: sæt aldrig ild til dit køkken igen…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar